Dette indlæg er blevet til som en slags forlængelse af mit sidste indlæg her i avisen. Det indlæg, der handlede om, hvilke områder i Danmark, der var flest hjemmefødninger i. Et af de områder var jo Vestegnen og den hjemstavnsfølelse har jeg tænkt en del over. Hvorfor er det egentlig, at vi bliver her på Vestegnen?
Jeg har været inde på emnet før og de åbenlyse fordele er da også stadig de samme. På Vestegnen har vi plads. Vi har natur, skov og strand, og kultur. Og vi har huse og lejligheder og bor tæt, men vi har også de åbne vidder indenfor overkommelig afstand. Vi har alle de lokale butikker og centre plus en masse virksomheder, der skaber arbejdspladser Vi har gode indfaldsveje og offentlig trafik. Vi har kort sagt rigtig mange fordele og muligheder for at leve godt.
Da jeg var yngre, drømte jeg ikke om at blive på Vestegnen. Jeg ville gerne bo i en pulserende by og have en døgnåben kiosk lige rundt om hjørnet. Jeg ville kunne gå på gaden sent om natten og der ville stadig være liv rundt omkring. Jeg ønskede ikke at bo i provinsen. Jeg var bange for at ende i en sove-by, hvor alting lukkede ned kl. 14 om lørdagen. En by hvor al socialliv var begrænset til private sammenkomster eller en lokalpub.
Jeg fik til dels opfyldt mit ønske om storbyen, da jeg blev studerende og arbejdede i København. Efter noget tid stod det dog klart, at det ikke var lykken for mig at skulle opholde mig fuldtid i storbyen. Jeg glædede mig simpelthen for meget til at komme hjem til Vestegnen. Jeg følte, at det var svært at trække vejret og jeg blev ofte irriteret over alle de mennesker, der var i byen. Jeg var glad for de mange tilbud, men ikke for tætheden og manglen på grønne oaser.
Heldigvis skete udviklingen da også sådan, at Vestegnen i dag er fuld på højde med storbyen. Der er masser af kulturtilbud fuldt ud på højde med indre by. Der er masser af mennesker, shopping og lokalliv. Men der er heller ikke langt til vandet og til den frihed, jeg føler ude i naturen. Der er ingen tvivl om, at Vestegnen på mange områder har fulgt med tiden og har formået at få det bedste fra byen herud. Samtidig med at området har beholdt sig meget særegne og lokale kendetegn - som vi er flere, der sætter stor pris på.
Jeg savner London, det gør jeg virkelig. Jeg er ikke provinsby-menneske men er tvunget til det. Det er ok og mand, børn og jeg trives - de andre stortrives - jeg trives go har acceptere, at det ikke er i London det er nemmeste at leve et nemt og dejligt liv når ens ben ikke virker og sclerosen til tider mener den skal bestemme. men så kan vi heldigvis besøge og jeg kan savne..... Savne er ok og ikke nødvendigvis negativt:)
SvarSlet@Mette - det er en klog kommentar, du skriver. Savne er ok - og ikke nødvendigvis negativt... Det kunne jeg godt bruge som læresætning nogle gange. Jeg forstår godt du savner London. Jeg savner Australien til tider, men har alligevel affundet mig med, at jeg ikke kan/skal bo andre steder end her på Vestegnen. Kh. Birgitte
SletJeg er også ofte, som relativt ungt menneske, da jeg var 20-23 (nu 26) blevet spurgt om jeg ikke skulle til KBH eller Århus - eller rejse et år eller to? Og jeg skal altså bare blive her. Lige i Aalborg, hvor mit hjerte er. "Jamen Anne, synes du ikke Etnologi er spændende? Og Antroprologi, det kan du jo ikke læse her i byen"
SvarSlet- Og jo, men intet er så spændende og ingen karierre så tiltrækkende, at jeg forlader min familie og venner for den - jeg arbejder alligevel mindst muligt, for at få mest mulig tid og en sjat penge at bruge i min fritid med dem jeg holder af. Det vil altid være at foretrække for mig. Så længe kollegaerne er gode og arbejdet fint og jeg føler jeg får udrettet noget, så er jeg fremfor alt min grundperson som identitet, fremfor mit job - så jeg er blevet og skal ingen vegne (:
- A
@A - sikke en fin tankegang og dejligt at læse, at du allerede har fundet dit sted :-) det er ikke alle forundt. Og fedt, at du også står på det overfor andre. Herlig kommentar. Kh. Birgitte
SletFår nærmest helt lyst til at flytte til Vestegnen. Vestegnen er bare dit sted, med hud og hår, sådan et sted mangler jeg at finde. Tænker det kommer på et eller andet tidspunkt :-) kh Rikke
SvarSlet@Rikke - ja, der er jeg heldig at være :-) håber du også når dertil engang. Kh. Birgitte
Slet