Her på en doven søndag får I ugens indlæg fra Lokalavisen (online her)...
Det er ikke alle, der finder glæde ved at være ude i naturen. Selv om jeg dog oplevede en ret så besøgt Strandpark for noget tid siden. Anledningen (også til mit eget besøg) var de første solstråler og en smule varme, i meget lang tid. Den første rigtige forårsdag i dette kolde forår. Der var rigtig mange mennesker ude og nyde solen. Der var folk, der var i vandet (trods det stadig er virkelig koldt) og stierne i Strandparken blev brugt flittigt af både fodgængere og cyklister. Unge som gamle var ude og nyde det.
Men tilbage til udgangspunktet. Det er ikke alle, der elsker naturen. Jeg er ikke én af dem, men jeg kan sagtens relatere til det. Selv om naturen ellers er et vilkår, når man bor på Vestegnen. Den er i hvert fald svær at komme uden om. For på Vestegnen er det sådan, at mange aktiviteter foregår udenfor. Det siger sig selv, at når grundlaget - de mange fine udearealer - er i orden, ja så er de udgangspunkt for mange aktiviteter.
Der bruges meget 'krudt' på at lokke de knap så natur-begejstrede ud i det grønne. Især nu, hvor vi træder ind i sæsonen for udendørs liv. For er der noget der kendetegner Vestegnen, så er det mangfoldigheden og de utallige muligheder i området. Især her i foråret og den tidlige sommer, så bugner det af ting vi kan lave sammen. Der er flere tilbud hver weekend og det kan være virkelig svært at vælge imellem alle de mange gode muligheder. Der er mulighed for gå- og cykelture. Der bliver arrangeret motionsløb for folk i alle aldre. Det vrimler med koncerter og forskellige slags markeder. For store og små er der legedage og der er jo stadig mulighed for at besøge de store træ-kæmper ude i området.
Personligt bruger jeg vores lokalaviser og Internet-siden 'visit Vestegnen' til inspiration og oplysning om arrangementer på Vestegnen. Det sker dog også, at jeg bliver anbefalet nogle arrangementer af kollegaer, venner eller familie. Der er jo nok at vælge imellem og der er virkelig noget for enhver smag. Også for dem, der skal udfordres lidt for at komme ude i naturen. Ofte er arrangementerne også gratis, de er ude i det fri og man kan få slået to fluer med et smæk. Man er både sammen med andre mennesker og man kommer ud. I tilgift får man én på opleveren. Så der er virkelig ingen grund til ikke at komme ud i det grønne.
På mine daglige cykelture kan jeg finde på at cykle en omvej, og hvis vejret tillader det, så går turen ned forbi vandet med udsigten ind til Københavns tårne, en tur på Volden - så smukt og med en god cykelsti.
SvarSlet@Christina - hvis man ikke skal hjem til noget bestemt, er omveje noget virkelig godt :-) der er noget dejligt befriende over, at cykle i naturen. Kh. Birgitte
Slet