En tur på landet

Sidste uge bragte Lokalavisen dette indlæg (online her). Jeg har skrevet det på under én time (minus korrektur). Jeg blev så grebet af emnet. Det handler om om at finde et sted, der passer til én selv. Uanset det er på landet - eller det er på Vestegnen... 


I forrige uge var jeg en tur på landet. Altså sådan »rigtigt« på landet. Der hvor der er meget langt mellem husene. Hvor der står køer på en mark og vejen er lang og uden lyskryds og cykelsti. Det er længe siden, jeg har været rigtigt på landet og egentlig var min første tanke da også: »her kunne jeg aldrig bo«.

På den anden side så er der jo rigelig med gode ting ved at bo på landet. Stilheden og mørket samt naturen lige udenfor døren, for lige at nævne de mest åbenlyse fordele. Der er også langt til naboen, så det ville ikke være noget problem at feste til den lyse morgen med høj musik. Der skal ikke tages hensyn til, hvornår den sidste bus kører hjem, for der kører måske slet ikke bus derud. Og man bliver helt sikkert god til at lave en indkøbsliste, for glemmer du en liter mælk i dagligvarebutikken, så betyder det, at man skal køre ½ time derhen og ½ time tilbage. For ikke at tale om alle de penge, som jeg personligt ville spare på take-away og café latte hos den lokale kaffebar.

Ved nærmere eftertanke så kunne jeg måske nok vænne mig til at bo på landet. Det er bare ikke sikkert, jeg ville nyde det helt så meget, som at bo på Vestegnen. Der er da sikkert også en del beboere på Vestegnen, som aldrig havde drømt om at ende her. For dem var Vestegnen måske bare et stop på vejen, som bare blev længere end beregnet - eller for bestandigt. For andre kan det ske, at forstadens mange muligheder efter noget tid byder på et godt sted at leve livet og man derfor ikke vil væk derfra.

I virkeligheden handler det jo om, at finde det sted, der passer bedst til én. Jeg kan godt grine lidt af mig selv og min opfattelse om at bo på landet. Der er nemlig også rigtig mange, der har en holdning til forstæderne - og Vestegnen især. Jeg plejer at trække på smilebåndet eller skuldrene og spørge, om de bygger deres holdning på deres egen oplevelse eller på medieberetninger. De dårlige historier har det jo med at sprede sig, som ringe i vandet og lige pludselig er en fjer blevet til fire høns, som man jo siger. Derfor er det måske mest fair, at man lytter til dem, der faktisk bor på Vestegnen og derefter danner sig et nuanceret billede af tingene.