Tanker om kræft

Her er det nok sidste indlæg om kræft. Jeg har slettet mange kladder, både undervejs og her i denne uge. Processen har været god for mig, men jeg har også tænkt rigtig mange tanker om, hvad jeg vil dele herinde. Nu får I lidt tanker, der især handler om at have en 'usynlig' sygdom og om kontroltab. 

Jeg har printet og udfyldt flere blanketter (meget old-school). Nu er de klar til i morgen, hvor jeg skal til samtale med en læge på Rigshospitalet. Min mor er så sød at tage med mig. Selv om jeg siger, at jeg godt kan klare det selv. Jeg vil gerne kunne klare det hele selv. Jeg ved bare også, at det nogle gange er godt, at flere hører beskederne. Så jeg stemmer ikke så meget imod, når hun siger, at hun tager med. Ender med at bøje af hurtigt og sige ja.

Jeg er bange for at komme til at græde hos lægen. Jeg ved næsten ikke noget værre end mig, der græder. Altså, jeg må gerne græde. Jeg græder altid til begravelser. Men denne sygdom har fået mig til at græde helt ukontrolleret et par gange. Det er ikke rart for mig.

- o - 

Jeg tænker ikke så meget på det der kræft. Lige med undtagelse af ved sengetid. Så kommer tankerne. Og det gør det også svært at sove helt uden underlige drømme og opvågninger flere gange om natten. En form for stress er det nok. 

Jeg tager det ellers flot. Det siger alle. Jeg negligerer det og kan måske ikke helt selv fatte, at jeg rent faktisk har kræft. Måske er det også, fordi jeg ikke føler, jeg har ret til at flippe ud. Det er jo kun en lille smule kræft. Jeg skal ikke have stråler eller kemo. Jeg mener, jeg skal jo bare opereres igen og så er det væk. Ingen efterbehandling og jeg er rask, når jeg om en uges tid forlader Riget med et stort sår på overarmen og et lille på maven. Det er ikke til at se, hvis du bare møder mig på gaden...