For noget tid siden talte jeg i telefon med en sød veninde. Vi talte om min kræft og om det med, at livet tumler rundt nogle gange. Hun sagde meget rigtigt, at jeg faktisk bare havde været kræftsyg i 20 min. af mit liv. Hvis man satte det i kontekst til hele livet.
Det har jeg tænkt en del over siden. For selv om det faktisk fylder meget lidt tid i hele mit liv, så fylder det godt nok meget tid i mit hoved. Det er ikke så meget død, jeg tænker på. Det er mere det med den usynlige sygdom. Om jeg kan blive syg igen. Hvorfor jeg blev syg i det hele taget.
Jeg har endnu ikke vænnet mig til mit ar. Det tager nok lidt tid. Nu da plasteret er væk, så bliver jeg mindet om det hele tiden. Eller sådan føles det i hvert fald. Jeg er ikke nået dertil, hvor jeg kan trække på skulderen og sige, at arret bare er en del af mig. Det skal nok komme, men endnu er det hele så nyt.
Jeg havde ellers tænkt, at der ikke skulle komme mere om kræft på bloggen. Jeg har dog endnu en kladde, der handler om, hvordan jeg opdagede det (eller det gjorde jeg jo ikke). , Men dette indlæg 'kom også'. Det er et af de sidste. Tror jeg. Nogle gange fylder tanker bare så meget, at det må komme ud...
❤️
SvarSlet💜
SletJeg tænker, at det ikke så meget handler om tid. At det at ordet "kræft" pludselig handlede om dit liv er en stor og voldsom ting i sig selv som det tager tid at bearbejde og komme overens med. Det synes jeg er helt naturligt. 20 min. eller ej ❤
SvarSletKnus
@Lisbet - ja, du har ret. Det er nok helt naturligt. Det skal lige bearbejdes. Knus B
SletJeg er meget enig i, at det nok i høj grad skyldes den der pludselige bevidsthed om, at hey - det kan jo altså ramme os alle. Det ramte også mig, da jeg blev ramt af hjernerystelse. Det der med, at livet pludselig kan tage en kæmpe drejning. Nok også derfor jeg nu 2 år i træk har siddet på skødet af min læge ved forårstid og udbedt mig alverdens undersøgelser. Jeg tror, at man gør rigtig klogt i både at bruge sit netværk, men måske også professionelle til at tale tingene igennem når de vokser indeni hovedet og så vil jeg bare sige, 20 minutter eller 20 måneder - det er sgu da et chok uanset! Kram herfra
SvarSlet@Dorte - ja, det er lidt en forskrækkelse, som man ikke kan komme helt af med. Den ligger lidt og lurer i baghoved. Ikke at jeg tænker over det hver dag eller noget. Men det er der. Jeg har været syg. Alvorligt syg. Det kan jeg ikke løbe fra. Forstår godt dine tanker... Kram B
SletDet er også en barsk sygdom, så kan godt forstå tankerne dukker op ind imellem.
SvarSletkh Rikke
@Rikke - tusind tak. Ja, det er det med tankerne. Kh. Birgitte
Slet