Sommer og de hvide ben

Ugens indlæg i Lokalavisen er online her - og også i dette indlæg:

Og avisen må have lagt et eller andet filter på mit billede. Det øverste billede er det sande billede. Det nederst er fra artiklen.

Det er sommer - også på Vestegnen. Kalenderen siger i hvert fald sommer og vi har allerede været oppe over de 20 grader flere gange. Det kan godt være, at når dette indlæg bliver trykt, at det så regner. Men det er ikke til at komme uden om, at det er sommer. Sandalerne er kommet for at blive - trods eventuelt regn- og gråvejr. Det er sværere at spå om de korte bukser og nederdele, men mon ikke sommeren trods alt kommer til Vestegnen hen over de næste tre måneder? Så der bliver nok rig mulighed for at lufte de bare ben.

Jeg har hvide ben. Ikke bare sådan standard, men meget, meget hvide ben. Lidt sådan skummetmælksfarvet. Og da jeg ikke er specielt glad for solen, så bliver mine ben også ved med at være ret så hvide sommeren over. Det er ikke altid kønt. Heller ikke særlig trendy. Alligevel har jeg ikke nogle problemer med at gå med bare ben. Jeg går gerne med bare ben, for jeg føler mig tryg. Og det er netop det, som denne uges indlæg handler om - at være tryg i sine egne omgivelser.

Tag nu f.eks. når jeg er i København om sommeren. Der har alle(!) jo brune ben og de glor på mine kridhvide stænger (sådan føles det i hvert fald). Jeg ved jo også godt, at det hænger sammen med, at jeg bare ikke føler mig hjemme der. Det er som om mine skuldre kommer lidt mere ned på plads, når bilen drejer ud på Roskildevej eller toget forlader Valby station. Det er vildt tosset, men jeg tror dog ikke, jeg er alene om at føle sådan. Jeg er sjældent utryg, når jeg er ude på Vestegnen. Det hænger sammen med følelsen af at være hjemme.

Nogle vil måske nok mene, at jeg bare har været heldig, at jeg ikke er løbet ind i en utryg situation i alle de år. Det er jo ikke sådan, at det aldrig er sket. Men det er et fåtal af gange og ikke noget jeg hænger mig i. For det er ikke det, som tegner det store billede for mig. Derfor har jeg også en skarp holdning til, at vi ikke skal lade de 10%, der laver ballade, fylde hele billedet, men mere fokusere på de 90%, som bare er helt almindelige mennesker. Dem, som ikke oplever Vestegnen, som et utrygt sted at være, men bare lever livet. Med eller uden blege ben.