Når man bare elsker mad

På min sidste arbejdsplads var der mange der bemærkede/kommenterede, at jeg spiste lige så meget (eller mere) som håndværkerne og gik gerne op efter flere portioner i kantinen. 

Det betød ikke det store for mig, da jeg dels cyklede frem og tilbage på arbejde og dels havde en stor forbrænding (åbenbart). Det hele vendte ret så meget, da jeg ramte de 35 år. 
Så kunne jeg lige pludselig ikke spise uhæmmet mere. Jeg tog på og kunne ikke komme af med kiloene mere. 

Efter jobskifte forsvandt mine cykelture og det kunne også godt mærkes. Det sagt, så er det nu mere et spørgsmål om, at jeg ikke kan passe mit tøj i de helt små størrelser end at jeg vejer for meget. 

Kræsen tror jeg ikke, man kan kalde mig og jeg har da også svært ved at gå udenom buffeten på arbejdet. Eller bare nøjes med at gå én gang. Hjemme laver jeg også gerne en masse forskellige retter og bruger meget tid i køkkenet.  

En ting er også sikkert mht. mig og mad. Jeg bliver total ulidelig at være i nærheden af, hvis jeg er sulten og ikke kan få mad. Mit humør bliver kulsort og jeg orker intet. Eller hvis jeg er et sted henne og ikke får nok mad. Det kan virkelig også være en dealbreaker for mig. Det er også derfor, at jeg hjemme helst laver for meget mad i forhold til for lidt. Rester kan jeg altid finde ud af at bruge.