Denne gang skriver jeg egentlig bare. Jeg skriver ud af det blå og prøver at sætte ord på det som optager mig for tiden. For jeg er blevet begejstret over det skønne forår, som maj måned har budt på her på Vestegnen. Det har i den grad taget mit fokus. Jeg oplever mig selv falde i staver over de mange fine blomster i de mest utrolige farver. Eller stoppe op og se nærmere på de store træer, som jeg dag for dag kan se være lidt tættere på at springe ud. Jeg bliver forblændet af alt det hvide, grønne, lyserøde og gule, som bølger frem i Vestegnens landskab.
Det fedeste ved det gode og varme majvejr, som vi har haft, er, at jeg er begyndt at bade igen. Man kan nok ikke kalde det vinterbade, når solen skinner og vandet er 12 grader. Vandet føles heller ikke så iskoldt. Altså, jo, det er koldt, men det er til at holde ud. Jeg kan sagtens holde ud at være længere tid under vandet og være ude i 10 minutter.
Jeg vidste slet ikke, at jeg havde savnet det at bade så meget. Hold op, det har været skønt de gange, jeg har været af sted. Den ene gang havde jeg min kusine med i vandet. Hendes ene bemærkning var da også, hvor meget hun savnede stranden på Vestegnen. Hun bor nemlig ikke længere på Vestegnen (men der er håb for, at hun snart vender 'hjem'). Stranden kan også noget helt magisk. Som regel er der mennesker og liv, flotte farver og god udsigt - og så den beroligende lyd af bølgerne.
Hele den lange mørke og kolde vinter, så savner jeg lyset, farverne og hvordan, Vestegnen er om foråret. Heldigvis har vi haft en rigtig fin maj indtil videre. Måske også lidt for varm egentlig. Jeg kan nemlig også godt lide, når man går fra vinterfrakken til forårsjakken og så til sandaler og bare ben. Men jeg klager ikke. For jeg er vild med, at solen skinner og hele Vestegnen nyder udelivet og de mange andre fine forårstegn.
