onsdag den 27. juni 2018

God sommer på Vestegnen

For noget tid siden afleverede jeg sidste indlæg inden sommerferien til Lokalavisen. Lige så meget som jeg elsker at skrive til avisen, lige så meget er jeg glad for min sommerferie derfra. 

Så nu holder jeg sommerferie fra avisen, ungerne holder ferie fra på fredag og de første kollegaer begynder at gå fra på arbejdet. Det betyder en periode med mindre tryk på. Det glæder jeg mig til. 

Her er mit sommerferie-indlæg fra sidste uge:
Det er sol og sommer. Det har det egentlig været længe. Selv om jeg har lovet mig selv ikke at blive sådan, så er jeg alligevel ikke for fin til at sige, at jeg godt kunne klare mig med mindre varme. Bare et par grader køligere, end det har været i maj og begyndelsen af juni.
Det er næsten en dødssynd, hvis man ikke elsker sol og varme i Danmark. Fordi vi har så lidt af den i de flestes optik. Det er ikke tilladt at være ked af varmen. Vi skal jo ikke brokke os, nu varmen endelig er her. Sæsonen for sol og varme er så kort i Danmark. Sådan lyder det stort set hver sommer, når jeg tillader mig et lille pip om hedeslag.
Så nu bekender jeg kulør: jeg er klart et vintermenneske. Jeg fungerer bare bedre, hvis det ikke er super varmt. Og med super varmt så mener jeg 25 grader. Sådan en 22-23 grader og lidt skyer engang imellem - kombineret med lidt regn om natten. Sådan husker jeg lykkeligt nogle somre i min barndom.
Sommeren har bestemt sine fordele ved kun at komme én gang om året. Jeg glemmer nemlig, hvor irriterende det er ikke at kunne få en plads lige ved nedgangen til stranden, fordi der er mange mennesker i det gode vejr. Og fortrænger, at der er evig lang kø til ishuset og at haven eller altankassen skal vandes hver dag. Når det alt sammen kommer tilbage, så prøver jeg at se glæden i det. For det hele handler jo om, at vi også skal bruge Vestegnen. Så jeg må se ud over egen navle og tage lidt hensyn, for vi skal alle være her. Og det er bedre, at vi alle er ude i det gode vejr, end at vi sidder alene hjemme bag lukkede døre.
I år skal jeg bruge to ugers ferie hjemme. Så jeg ønsker trods alt sol og varme. For det gør ferielivet lidt lettere. Selv om stranden er fyldt, så er det sjovere. Og så er det bare federe, at det ikke regner, når man gerne vil grille og spise ude om aftenen.
Det eneste jeg med sikkerhed ved om den danske sommer er, at den er lunefuld. Så det kan være, at jeg bliver døden nær af varme. Men det kan også være, at jeg drukner i regn i min ferie. Lige meget hvilket scenarie der måtte komme, så ønsker jeg jer alle en god sommer på Vestegnen.



4 kommentarer:

  1. Det er så hyggeligt at læse dine indlæg i Vestegnen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak søde Christina :-) kh. Birgitte

      Slet
  2. Det er den, og ligemeget hvad vi får, skal folk nok brokke sig efterfulgt af: “altså ikke at jeg klager, har jo trods alt sommerferie” ;)

    Håber din bliver skøn!

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. @A - ja du har ret, hahaha... også god sommer til dig. Kh. B

      Slet

Giv mig dine tanker...