Last (wo)man standing...

Sådan føles det for tiden på jobbet. Vi er på absolut minimumsbemanding. Hvilket betyder, at der sidder én medarbejder i hvert storrum. Og helt ærligt, det er sgu ikke særlig fedt i længden (eller som i dag på den lange torsdag). Jeg passer jobs og postkasser for fire andre kollegaer, og der er nok at tage sig til. 

Så jeg er træt, når jeg kommer hjem og orker ikke at lave alt for meget. Trætheden slår bla. igennem, når jeg skal kommentere ovre på Fruens blog - og ikke læser "Bevis, at du ikke er en robot:", men i stedet "Bevis du ikke er en idiot" (Undskyld Frue. Det er mig, ikke dig!). Jeg burde jo tage på stranden eller i Tivoli og drikke rosé og spise is. I stedet bliver det til en omgang tapas til sæson 1 af Game of Thrones (ja, vi er begyndt forfra).

Og det er varmt og solrigt. Selvfølgelig er det på en torsdag. Men jeg klager ikke, for det er en smule forbudt. Jeg er bare snart bekymret for, at Danmark løber tør for sol og varme. Og jeg dermed skal holde ferie, når regnen vender tilbage. 

I kan godt høre, at jeg er ved at løbe sur i det, ik?!! Heldigvis er der kun én arbejdsdag til weekenden begynder. Den er vist tiltrængt...