fredag den 10. august 2018

Masser af sol

Sådan er overskriften på mit indlæg i sidste uges lokalavis. Jeg har haft lukket lidt ned for elektronikken i denne uge, så derfor kommer indlægget først nu. Men det holder sådan set stadig...

Sikke en sommer! Jeg håber, I nyder den - lige meget om det er på job eller ferietid. Det er som om, at Vestegnen har været velsignet med varme og tørke i ualmindelig lang tid. Mens andre dele af landet har haft køligere eller mere regnfulde perioder, så har Vestegnen mange gange været det varmeste sted i hele landet. Stranden har været fyldt godt op og is-kioskerne har haft kronede dage.

Der kan ikke klages over denne sommer. Selv om man med gru husker sidste års meget våde sommer, så har dette år virkelig gjort sit til at fortrænge det minde.

Selv om vi ikke skal klage over varmen, så er det alligevel lidt sørgeligt, når man bevæger sig igennem Vestegnen. Alle plæner er gule og visne. Mange træer ser ud som om, det er efterår. Og de flotte blomster som plejer at stå flot alle steder, er meget sølle at se på. Medmindre de er helt visne eller ikke kommet op. Faktisk er der i øjeblikket en del ligheder mellem Vestegnen og det tørre Grækenland, som jeg skal besøge i min ferie.

Stranden derimod er dejlig. Jeg håber ikke, at der kommer alger på vores strand, for så er det slut med sommeren største trækplaster - nemlig den dejlige strand og vand. Det er et fluepapir uden lige og det er dejligt, at så mange bruger den lokale strand.

Skoven er dog knap så grøn. Desværre er der heller ikke lige noget med at smutte over og tænde et bål og lave snobrød. Den tørre sommer sætter her sin begrænsning. Det er alt for farligt med åben ild og antallet af grill-aftener er da også faldet for mit vedkommende.

Faktisk synes jeg også, at det har været svært at få ungerne ud i sommerlandet i år. For det er (meget) varmt. Så medmindre jeg lokker med noget, der har vand inkluderet - eller is - så er der ikke meget entusiasme for projekter, så som at gå tur i skoven eller cykle en omvej. Det er forståeligt, for vi bliver vist alle lidt slappe i varme. Så igen kan man tænke på, hvor fedt det er, at vi har stranden lige ved. Den er jo perfekt til afkøling, især om aftenen.

Til gengæld hørte jeg forleden i radioen, at de lokale vinbønder har et fantastisk år. Så om ikke andet, så kan denne sommer give lidt igen senere i form af et glas dejlig vin fra Vestegnen.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Giv mig dine tanker...