Forleden døde én af mine kollegaer. Hun vågnede bare ikke op. 47 år og med en lille søn, som nu står alene tilbage. Det er de tilfælde, som rammer hårdest, synes jeg.
Livet skal leves trods sådanne ting sker. Verden går videre og 'this too shall pass'. Jeg har personligt ikke oplevet, at død eller en kritisk sygdom har givet mig den der 'lev hver dag som er det den sidste'-følelse. Ej heller har jeg taget mit liv op til (voldsom) revision.
Men jo mere jeg tænker over det, jo mere på sin plads er det faktisk, at fejre de helt små ting - så som en 43½ års fødselsdag eller en mandag uden blæsevejr eller en dag uden busforsinkelser... Det er de små ting i hverdagen og lykkeglimt, der er værd at samle på. Både til hverdag og fest.
Ja, det er allerede et år siden. Underligt, synes du ikke? Sørgeligt med din kollega og den lille, efterladte søn.
SvarSletOg du har ret; vi skal blive bedre til st skønne på de små lykkeglimt :-)
@Fruen - jeg synes, det er så underligt. Og jeg tænker på hendes lille familie. Hvad mon de har gjort? Blevet i DK eller? Kh. Birgitte
SletJeg mindes da helt bestemt det var den 22. min verden blev væltet? Den 22. er nemlig en mærkedag hjemme hos os, og det skred så fuldstændig..... Jeg tænker ofte på Mette, og jeg husker hun skrev til mig, da hun blev syg. Det gør mig stadig meget trist når jeg tænker på hvor uretfærdigt det var, at hun blev revet væk. Varme tanker til Mette i hendes himmel... ❤️
SvarSlet@Maude - ja Mette var helt unik og det var så uretfærdigt, at hun skulle herfra på den måde. Kh. Birgitte
SletJeg tænker meget ofte på Mette, på hendes positive sind og tilgang til verden. hun har flyttet nogle ting i mig - og fået mig til at holde af november. Det er jeg hende evigt taknemmelig for.
SvarSletKh. S.
@S - ja, Mette var helt speciel i sin tilgang til verden. Det kan vi alle lære meget af. Kh. B
SletDet er bare for tidligt at blive hevet fra livet.
SvarSlet@Rikke - det er slet ikke i orden. Kh. Birgitte
Slet