Jeg tænker dog en del over, hvordan det vil blive. Når de sådan flytter hjemmefra. Nogle gange kan man glæde sig til det, men de fleste gange er det (ret så) vemodigt at tænke på.
Den ældste især er meget lidt hjemme i forhold til tidligere år. Det er selvfølgelig helt naturligt. Han er lige nu også ved at tage kørekort og til sommer bliver han 18 år. Jeg forudser en del mere fravær.
Det er en smule underligt, at han ikke altid er med, når vi laver noget eller tager til arrangementer. Han mangler. Og det er den følelse, som jeg godt kan frygte, når jeg en skønne dag har lukket døren bag den sidste. Og så er helt uden børn.
Jeg er sikker på, at det kun er en tilvænningsperiode. Og jeg har heldigvis tid til den periode. Lidt endnu...
Det har jeg desværre allerede skulle vænne mig til fra min datter var 2 år, da jeg ikke bor med hendes far længere. Ved godt, at det ikke helt er det samme du står i, men det er mærkeligt at ens børn lever "et andet liv" og at der mange oplevelser, som man ikke deler.
SvarSletJeg er selv skilt fra børnenes far og de er her kun hver anden uge. Så man kan sige, at jeg 'er vant til' at de ikke er her. Men når de så er, er han også ude og ikke så meget hjemme. Kh. Birgitte
SletGår du i panik hvis jeg siger jeg flyttede hjemmefra som 18-årig? 😂
SvarSletHahaha nej slet ikke. Han er dog ikke der, heller ikke økonomisk. Kh. Birgitte
SletSnøøøøøøft, manner! Oh my, hvor det rykker tæt på, også hos mig!
SvarSletArgh Maude, du har da nogle år endnu (til lige at blive tilpas vanvittig i og ønske at de flytter asap.) ;-) kh. Birgitte
SletJeg forstår dig alt for godt, heldigvis har jeg jo det mindste kuld, så øver mig på ældste sønnen, som jo er 19 år ! Men bor ved hans far, men han mangler nu alligevel hele tiden. kh Rikke
SvarSletJa delebørn er ikke lykken, men det er alligevel underligt når min ældste f.eks. ikke skal med os på skiferie. Han tager til Frankrig med nogle kammerater i stedet. Kh. Birgitte
Slet