Hvordan jeg finder på...

I uge 7 var dette indlæg i Lokalavisen - og det kommer så her også - lettere forsinket pga. en dejlig skiferie.

Det sker, at jeg ude i den virkelige verden bliver spurgt om mine indlæg her i avisen. Det spørgsmål jeg oftest bliver mødt med er: »Er det ikke svært at finde på noget at skrive om hver gang?«.

Svaret på det er altid »både ja og nej«. For nogle indlæg kommer helt af sig selv. Det er der, hvor jeg skal skrive virkelig hurtigt for at få alle de ord, jeg har i hovedet ned på computeren. Og så er der de indlæg, som godt nok begynder med en fin idé, men hvor ordene ikke rigtig hænger sammen. I de tilfælde er der kun at lukke ned og se på det efter nogle timer eller dage.

På grund af deadlines kan jeg jo ikke vente i al evighed med at færdiggøre mine indlæg. Og det lykkes da stort set også 9 ud af 10 gange at blive færdig i ordentlig tid. Lige pludselig så har jeg nået de 400 ord, som jeg skal - og nogle gange mange flere. Det betyder, at jeg nogle gange må dele indlæggene op i flere eller jeg må slette.

Jeg betegner de indlæg, jeg skriver her til Vestegnen som et job. For det kræver, at jeg holder mig opdateret med, hvad der sker lige nu. Plus hvad der skal ske i fremtiden for Vestegnen. Det er ikke et uoverkommeligt job, for jeg læser generelt altid lokalaviserne og følger med i nyhederne på diverse kommuners hjemmesider.

Og så er indlæggene alligevel ikke som et job. For jeg har ingen restriktioner på emner. Jeg bestemmer nemlig helt selv, hvad jeg vil skrive om. Og jeg kan jo sådan set skrive, lige når det passer mig. Ofte tager jeg hul på mit indlæg over 14 dage før afleverings-datoen. For så har jeg mulighed for at lægge pauser ind.

Efterhånden har jeg mødt flere, som har rost mig for mine indlæg. Jeg indrømmer gerne, at jeg har lidt svært ved at tage imod den ros. Det er heller ikke altid, at mine indlæg handler sådan direkte om noget på Vestegnen. Jeg prøver dog at tviste emnerne, så de berører lokalområdet og kan interessere en bred vifte af læsere.


Det er aldrig et surt job at skrive indlæg til lokalavisen Vestegnen. Den dag, hvor jeg oplever det, er det vist på tide at sige farvel. Indtil videre går det dog super fint. Så man kan nok regne med at møde mig i avisen også i fremtiden.