Find det rigtige

Sidste uge var dette indlæg i Lokalavisen. Det handler om, at lande på den rigtige hylde - at finde den rigtige uddannelses-institution. 

Det er i slutningen af vinteren, at de unge mennesker skal vælge deres videre uddannelse. Altså, så skal de unge allerede i januar eller februar måned være låst fast på, hvilken uddannelse de vil søge ind på efter folkeskolen slutter.

I den forbindelse læste jeg for nogle uger siden et rigtig fint interview med tre unge, som alle havde søgt ind på de såkaldte »prestige« gymnasier i København. De havde også fået deres valg opfyldt. Enten ved et direkte optag eller ved at stå på venteliste og så skifte i deres første halvår af uddannelsen. Egentlig burde alt være godt, men det viste sig ret hurtigt, at de faktisk ikke følte, at de passede ind på skolerne i København.

Deres oplevelse var, at der ikke var så stort fællesskab og sammenhold blandt eleverne på »prestige« gymnasier. Nogle af de unge flyttede jo fra deres eksisterende pladser på Vestegnens gymnasier - og det kunne i princippet havde været fra hvilken som helst anden uddannelsesinstitution på Vestegnen. Selv på den korte tid de unge gik på gymnasierne på Vestegnen, havde de oplevet et godt sammenhold og fællesskab blandt de studerende.

De unge oplevede også problemer med fordomme omkring dem selv på »prestige« gymnasierne. Af den simple grunde, at de kom fra Vestegnen. Det synes jeg var det mest skræmmende. At blive dømt på baggrund af, hvor man er opvokset eller bor, uden at man ser det hele billede. De unge oplevede det samme, som jeg til tider oplever som voksen. At blive sat i en bås, fordi man er fra Vestegnen. De mange fordomme flyder frit og de kommer op til overfladen flere gange.

De unge fra artiklen skiftede tilbage til Vestegnens uddannelsesinstitutioner og fandt deres plads i systemet. Noget af det, de har været mest glade for, er den åbenhed og tolerance, der er på Vestegnen. For det er vel noget af det fineste, som netop karakteriserer uddannelsesinstitutionerne på Vestegnen: at her er plads til alle. Og at fællesskabet prioriteres. Sammenhold er ikke noget, der kommer af sig selv, men absolut noget, der arbejdes på.
Måske er det noget af det ovenstående, som man kan kalde for Vestegnens DNA. Derfor bliver jeg altid glad, når jeg læser sådan nogle artikler, som den med de unge. For det bekræfter mig netop i min tro på, at vi alligevel kan noget herude på Vestegnen. Noget som er virkelig unikt og som kan være svært at finde andre steder.