fredag den 6. september 2019

Kulturuge på Vestegnen

Sidste uges Lokalavis var med mit indlæg om Kulturuge. Det kom online ret sent, men derfor skal I ikke snydes for det. 
Det er blevet tid til Vestegnens Kulturuge endnu engang. Den årlige begivenhed i Albertslund, Hvidovre, Ishøj, Vallensbæk og Høje-Taastrup Kommuner. Det er fra den 6. september til den 15. september i år. En festlig og fornøjelig uge og måske er temaet i år ret velkendt.



Temaet for Vestegnens Kulturuge 2019 tager nemlig udgangspunkt i ”De seks glemte kæmper” – skulpturerne som Thomas Dambo opførte i anledning af Vestegnens Kulturuge i 2016. Kæmperne har været en virkelig stor attraktion både for os lokale på Vestegnen, men også for folk udefra og endda også for turister.




Jeg har skrevet mange gange i mine indlæg om de glemte kæmper. For de er super fascinerende. Bygget i genbrugstræ og primært af frivillige. Og fordi man ser noget nyt, hver gang man ”besøger” dem. Vejen dertil er ofte ret smuk, for de er placeret ude i den dejlige natur, som Vestegnen byder så meget på. Ydermere er det ofte at man møder andre mennesker ved kæmperne og kan få en lille snak.




Temaet for Kulturuge 2019 giver mulighed for at lave aktiviteter med de konkrete skulpturer, men temaet rummer også det mytologiske fænomen om kæmpemæssige overnaturlige væsner og også ”kæmper” i overført betydning. Der er rigtig mange gode ting på programmet. Det kan du se på denne side: www.vkir.dk/program. I programmet er der både vandreture og cykelture, men også lancier dans, jazz-koncert og live-musik banko. Desuden er der et par kommuner, som holder deres ”egen” kæmpes fødselsdag med fest og kage. Der er fællesspisning i Vallensbæk og igen i år er der lysshow i Taastrup. Der er mildt sagt noget for enhver smag i den kommende kulturuge.




Vestegnens Kulturuge er også en god lejlighed til at trække familie og venner ud og opleve noget helt anderledes. Det er en fantastisk chance for at møde andre fra ens lokalområde. Eller man kan få set noget, som man ikke vidste noget om – eller måske prøvet ting, som man aldrig havde troet, man skulle kaste sig ud i.


Kæmperne kalder – og du kan lære mere om Bakketop Trine, Thomas På Bjerget, Lille Tilde, Oskar Under Broen, Sovende Louis og Teddy Venlig - på www.vkir.dk. På hjemmesiden finder du også et kort over alle de glemte kæmper – selv om jeg kan afsløre, at det ikke er dem alle, som er lige nemme at finde. Og hvis du ikke har lyst til at lede efter kæmper i naturen, så er jeg sikker på, at der er noget andet på programmet i Kulturugen, som kan friste.


2 kommentarer:

  1. Det lyder virkelig hyggeligt og festligt - elsker den slags tiltag :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er så skønt, når ens lokalområde rykker sammen om sådan noget - elsker det også :-)

      Slet

Giv mig dine tanker...