En blandet landhandel fra denne uge

Der sker så meget for tiden. Og alligevel ikke. Der er stadig vasketøj, arbejde, hjemmelavet pizza, julegaver og aftener på sofaen under et tæppe. 

Men i sidste weekend fik min mand taget hul på julen med årets første æbleskiver (ja, de kom ud af en pose). 

Og i denne weekend skal vi have pyntet op og fejret 1. søndag i Advent. 

Jeg har forkælet mig selv - og købt denne fine kop, som jeg nyder min kaffe i på arbejdet. 

Den blev købt på julemarked i denne uge. Jeg havde sat min veninde i stævne og vi havde en virkelig hyggelig eftermiddag/aften. Med vin på en hverdag - og et godt stykke smørrebrød - og masser af snak.

På jobbet har vi holdt kage-dyst og mit konkurrence-gen er så stort, at jeg gik hjem efter julemarked og bagte kl. 21 om aftenen. Og jeg blev 'kun' nr. 2 - men kagen smagte godt (appelsinkage med marcipan). 

Mobilforbrug - opfølgning

De forrige tre uger har mit skærmforbrug være under én time om dagen (i gennemsnit). I sidste uge var det lige lidt over én time. Og jeg kan mærke, at det begyndte at gå mig på. 

Det er ikke helt rationelt. For intentionen var ikke, at jeg skulle afstå fra at bruge min mobil. Jeg skulle bare tænke mere over bruge af den og ikke sidde blindt og scrolle derudaf. 

Og det er under 10 minutter på en hel uge, som er forskellen. 

Så nu har jeg besluttet mig for at give slip på kontrollen i denne uge. Og så må vi se, hvor meget mere forbrug det giver. Jeg vil stadig tænke over, om mobilen bare er tidsfordriv. Lige pt. har jeg dog mange sms/beskeder, som skal frem og tilbage og det vælter ind med mails. Men måske så er tidsforbruget slet ikke så slemt, når vi kommer til søndag?!!

Gang i byggeriet

I sidste uge havde jeg et indlæg i Lokalavisen. Det handler om nye boliger og byggerier. Måske ikke det mest spændende emne for alle, men det optager en del mennesker her i lokalområdet. 

Der er gang i byggeriet på Vestegnen. Især nye boliger skyder op alle steder. Det er stort set ligegyldigt, hvilket område på Vestegnen man kigger på. Der nærmest hungres efter flere boliger. For vi bliver flere og flere, der gerne vil bo på Vestegnen.

En ny undersøgelse viser, at rigtig mange mennesker flytter hjem til Vestegnen, når de skal til at etablere sig. Op mod 44 procent af alle nye tilflyttere er familier, hvor mor eller far er opvokset på Vestegnen. Det giver nemlig rigtig god mening for mange at flytte tilbage til det sted, hvor man er opvokset.

Ud over "dem, som vender hjem", så er der flere, som gerne vil flytte hertil. Plus flere af os allerede bosiddende har brug for et større og mere varieret udbud af boliger på Vestegnen. Det kan nemlig være svært at få en bolig på Vestegnen. Antallet af boliger er simpelthen ikke stort nok. Derfor har vi brug for nybyggeri af flere boliger.

Kravet til boliger har ændret sig ret meget gennem tiden. I mine forældres generation var det ikke unormalt, at børn delte værelser eller at forældre sov i stuen. Generelt var man nok flere personer på færre kvadratmeter. I dag er det mest normale, at alle har et værelse hver. At vores stuer er kæmpe. At vi er flere, som bor alene. Nogle vil måske mene, at vi er mere forkælede i dag - og hvad vi skal med al den plads?!! Lige meget om man er enig eller ej, så er behovet for boliger der dog stadig.

Personligt kender jeg flere familier, der gerne vil flytte i noget større. Men at flytte i noget større uden de store økonomiske midler er ikke helt nemt. Desuden er vores familier i dag ofte sammensat med en del børn, både egne eller dine, mine og vores. De mange eksisterende boliger på Vestegnen er af ældre dato og de opfylder derfor ikke denne tids behov.

Så både mennesker som har boet på Vestegnen før, men også nye grupper som kan se fordelene i at bo på Vestegnen - tæt på skov og strand, tæt på hovedstaden, tæt på offentlig transport og infrastruktur - har brug for den rette bolig. Og med byggeriet af nye - og forskellige - boliger kan vi tiltrække og fastholde flere slags mennesker og grupper til Vestegnen. Så jeg er kun fan af, at der bygges flere og nyere boliger.

Forsættelse. Om skader og mandage

Jeg forsætter min stime af uheld. Således formåede jeg lørdag at tabe en lille porcelæns skål ned over min fod. Med et kæmpe blåt mærke på størrelse med en knyttet hånd og en blodudtrækning som resultat. Ja, når jeg gør noget galt, så gør jeg det helt. 

Og så var der mandag. Lang, mørk og trist - og travl. Jeg kom igennem godt hjulpet af en lille redning fra kontorskuffen (ja, billedet vender forkert, men jeg gider ikke rette det).

Det mørke og regnfulde efterår er jeg altså ikke fan af. Jeg har svært ved at motivere mig selv til noget som helst, der skal foregå udendørs. Så måske jeg bare skulle grave mig ned i sofaen mere eller mindre permanent. Umiddelbart virker det som en god plan til enhver mandag...

Bog nr. 32 - The lost man

Jane Harper er et behagelig bekendskab. Også denne gang. Faktisk var The lost man en rigtig god bog. 

Denne bog er en del anderledes end hendes første to bøger (the Dry og Force of nature). Der er ingen gengangere i karaktererne. Dog går beskrivelsen af den Australske outback igen. En natur som næsten spiller en hovedrolle i denne bog. 

Ellers er handlingen her centreret omkring familieforhold. Hvad gør intriger, små lokalsamfund og de åbne vidder ved mennesket? Og hvad gør dysfunktionelle familier ved hinanden (og andre). 

Jeg var begejstret for bogen, handlingen og alle karaktererne - plus de mange underliggende lag. Stor anbefaling herfra! 

Og igen har Harper (eller forlaget) formået at lave en rigtig flot forside på bogen.

I dag...

I dag havde jeg sent fri (kl. 18) og jeg er træt. Så jeg kommer ikke ud og løbe. Højst sandsynligt sover jeg på sofaen allerede kl. 20...

Jeg løb heller ikke i går, for der var jeg til julekoncert med Anne Linnet. Altså, det var min mor, jeg havde med, men Anne der sang. I en kirke i København. Og det gjorde hun godt. 

Tirsdag havde jeg besøg af to veninder og det var også hyggeligt. Ugens arrangementer betyder bare, at jeg nok i morgen vil være helt flad. Så er det godt, at det er fredag...

44 spam-kommentarer

Jeg blev lidt bleg i går aftes, da den samme spam-kommentar var spredt ud over 44 forskellige indlæg på bloggen. Heldigvis viste det sig at være nogenlunde til at slette igen. Det krævede lidt tid og en lille ærgelse over, at Blogger ikke havde set den som spam selv. Men det er jo det, som de kan. Spammerne og hackerne. Både mails og kommentarer bliver bedre og sværere at identificere. 

Til gengæld så kører det levende liv stille og roligt derudaf. Min yngste er i Sevilla med skolen i denne uge og derfor er det kun den 18-årige, der er hjemme... eller... han er til tider tilstede. For en travl ung mand gider ikke rigtig sidde hjemme, hvis der er andre spændende ting i farvandet. Han træner eller er sammen med kammerater. Eller så er han på gymnasiet til sent. 

Jeg selv har fået bagt efterårets første småkager. Jeg har også løbet mine ture og været glad for, at jeg ikke er syg. Der er en del syge på jobbet for tiden. Og så har jeg læst en god bog (boganmeldelse kommer i indlæg på søndag). Én af dem, hvor man lige skal læse et kapitel mere om aftenen og derfor sover alt for sent. Jep, det er det aktions-prægede stille og almindelige liv, jeg fører for tiden.

Bog nr. 31 - Himlen over min fars tag

Denne bog er én af de vigtige af slagsen. Lidt ligesom Glansbilleder eller Dødevaskeren. 

Zeinab vokser op i Danmark og skal finde sine ben i mellem hendes forældres (tilpassede) kultur og den, som hun oplever udenfor rækkehuset i Allerød. Efter mange konflikter vælger hendes forældre på en ferie at hun skal blive i Irak hos faderens familie. Bogen beskriver både opholdet, flugten, hjemkomsten og alt det der gik forud. 

Den bærer dog præg af, at være skrevet ud fra et meget ungt perspektiv. Ikke at der er noget i vejen med det, men sammenholdt med at den skiftende vinkel, så synes jeg ikke resultatet er helt optimalt. 

Dog er beskrivelsen af et ungt menneske med to forskellige kulturer til rigtig fin. Så en god bog om et vigtigt emne.

Det sidste stykke tid...

Det er lidt som om: At al den tid jeg troede, at jeg ville få efter studie-stop, ikke rigtig er slået igennem. 

Bevares, jeg læser da en del flere skønlitterære bøger og ser noget mere Netflix (har i øvrigt lige set mini-serien 'Unbelievable' og den var ret så god - så anbefaling herfra).

Jeg synes seriøst, at tiden løber hurtigt (og lige om lidt er det jo jul!).

De sidste par uger har budt på lidt af hvert. Travlhed, dovenskab, gode aftaler, lækker mad og flotte solnedgange.  

Jeg har brændt min ene hånd på ovnen. Og skåret mig på en brødkniv i den anden. Det er lidt et udtryk for, hvordan det går. Sådan ok, men med et par skrammer hist og pist. 

Indflydelse på lokalsamfundet

Sidste uge havde jeg dette indlæg i Lokalavisen - det handler om at gøre sin indflydelse gældende. Noget som jeg selv godt kunne blive meget bedre til. Læs det også her:

Der er mange måder, hvorpå man kan få indflydelse på tingene sit lokalsamfund. Man kan f.eks. deltage i nogle lokale foreninger. Man kan melde sig som frivillig eller melde sig ind i et politisk parti. Man kan endda vælge selv at stille op til de lokale valg til kommunalbestyrelsen eller råd og nævn og derigennem få indflydelse. Så hvis man har noget på hjerte, så er der altså rig mulighed for at komme af med det i vores lokalsamfund. Det er nærmest kun ens egen begrænsning, der spiller ind.

Man kan også deltage i arrangementer rundt omkring. Både for at lade sin mening komme til udtryk, men også for at møde andre, der er lige så interesserede i det pågældende emne som én selv. Det kan være flere forskellige steder. F.eks. både den lokale læseklub på bibliotekerne eller de større forsamlinger. Man kan vælge at gå med til sin kommunes åbent hus eller sende høringssvar.

Det vigtigste er vel, at sætte sig ind i tingene, før man begynder at brokke sig over tingenes tilstand. Læs og følg med i de aktive debatter og skriv gerne svar eller læserbreve. Kig den lokale avis igennem for emner, der er af interesse og se, om der er brug for flere hænder et eller andet sted.

Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke er så god til at sætte mig ind i alle ting i lokalsamfundet. Nogle gange dumper der post ind i min e-boks, hvor jeg har mulighed for at give et besyv med omkring et emne, men jeg gør det sjældent. Det er egentlig ikke, fordi det ikke interesserer mig, men jeg har bare så mange andre ting i livet, som stjæler min tid. Det tror jeg, at rigtig mange mennesker kan relatere til. Men det er jo også lidt farligt. For det nemmeste er jo at sidde hjemme i sofaen og brokke sig over tingene. I stedet kunne vi da bruge tiden aktivt, deltage i møder og lade vores stemmer blive hørt.

Det er ikke svært at få indflydelse, hvis man gider gøre en indsats for det. Selvfølgelig kræver det noget. Og selvfølgelig kan man ikke få ret hver gang, man har en mening. Sådan er demokratiet og lokalsamfundet jo skruet sammen. Men alternativet - hvor vi alle bliver hjemme og ikke giver vores mening til kende - gør ingen glade. Faktisk heller ikke dem, der bestemmer i sidste ende.

Kolde tider og overskud

Jeg elsker kulde. Eller det er måske så meget sagt. Men jeg er glad for morgenfrost og sol og blå himmel. Og ikke glad for at åbne døren i morges og opdage, at det regnede. 

Jeg har forsømt bloggen lidt her i sidste uge, men jeg håber på lidt overskud fra nu af. Jeg har i hvert fald fået sovet igennem denne weekend...

Egentlig har jeg aldrig været fan af november, men sådan en 'crisp' dag som i går - med lidt kulde, lidt sol og klar luft løfter mig helt sikkert. 

Heldigvis regner det ikke lige nu, for jeg skal ud og løbe også. Det var bare et lille tjek-in. God mandag derude.

Bog nr. 30 - Drevet til mord

En krimi. om et ægteskab. Om bedrag og løgne. Den var faktisk ret god. Selv om den både forgår i fortid og nutid og endda inde i en retsal. 

Bogen er fint skrevet og en fin krimi. Der er hele tiden tvivl og nye spørgsmål, som dukker op i handlingen. Jeg var godt tilfreds, efter jeg havde læst den.

Jeg fandt bagefter ud af, at det er en planlagt serie på tre bøger med kriminalassistenten Stephanie som gennemgående karakter. Glæder mig til at læse den næste i rækken...

Jeg har valgt at stoppe... (noget om shopping)

I disse klima tider... ej faktisk er det ikke kun på grund af klimaet, at jeg har valgt at stoppe med at købe nyt tøj. Faktisk heller ikke af økonomiske grunde (selv om det er en rar side-effekt).

Da sommerferien var ovre, tog jeg et godt kig i mit skab. Jeg fjernede to store poser fyldt med ting, som jeg nok aldrig ville kunne passe igen (jeg får jo ikke smidt 10 kilo inden jul). Jeg giver alt mit tøj til andre, som tager, hvad de kan bruge. Resten bliver lagt til genbrug. Derudover så gennemgik jeg alt det andet tøj for at se, hvilke nye kombinationer jeg kunne få øje på. 

Jeg har stadig meget tøj i skabet. Og jeg er nu langsomt begyndt at vælge til og fra. Tøj som jeg ikke føler mig tilpas i, eller som jeg er lidt tvivlende på, får én chance til. Derefter er det "vind eller forsvind". F.eks. har jeg lige haft en tunika af ældre dato på. Den har ligget i bunden af skuffen i 3/4 år. Jeg tog den på i søndags og da dagen var omme, så vidste jeg helt bestemt, at den ikke havde plads i min garderobe i fremtiden.

Med andre ting kan jeg finde gamle eller nye kombinationer, som jeg nyder at have på. Jeg har ikke specifik vinter/sommer garderobe, men bruger meget lag på lag om vinteren. Selvfølgelig er bikinien ikke aktuel lige nu. Og jeg har lige fundet mit uld-tøj frem igen, efter kulden har holdt sit indtog. Samtidig har jeg truffet valg om, at hvis der kommer hul i tøjet, så bliver det repareret - hvis det altså er muligt. Ellers bliver det smidt til genbrug eller jeg vælger at leve med 'fejlen'.

Så! Jeg har ikke købt tøj siden 11. august. Det lyder måske ikke som særlig lang tid for nogle, men for mig er det ret stort. Jeg har samtidig heller ikke kigget på tøj. Jeg har simpelthen haft lyst til at stoppe lidt op i forbrugsfesten og bruge det, som jeg allerede har. 

Det er dog en sandhed med modifikationer - det med ikke at have købt noget. For jeg har besluttet mig for at købe, hvis jeg mangler noget - ligesom sidst jeg holdt shoppe-stop. Så da jeg i oktober fandt ud af, at et par lange løbetights nok ikke slog til med løb flere gange om ugen, så købte jeg et par til. Det par jeg havde i skuffen har nok 7 år på bagen, men de fejler ikke noget. Jeg vasker bare ikke mere end én gang om ugen og så kan de ikke altid nå at tørre inden næste tur. 

Jeg glæder mig til at se, hvor længe jeg kan køre med det eksisterende tøj. Glæden ved at få nyt tøj er der jo stadig, men til gengæld så har jeg både jul og fødselsdag indenfor rækkevidde. Jeg har også et par gavekort liggende, som kan bruges, hvis shoppe-trangen bliver helt slem. 

Bog nr. 29 - The lying game

Jeg har givet mig i kast med endnu en bog af Ruth Ware. Det er ikke en bog med voldsom "suspense". Til gengæld er det en god bog - og jeg havde på ingen måde gættet (hele) plottet, da jeg vendte den sidste side. 

Det er en mere "rolig" bog, som ikke haster afsted og som ikke kræver, at man lige skal have et kapitel mere med. Det er både en fordel og en ulempe. Igen har jeg lidt karakterer, som jeg gerne havde set udviklet/uddybet mere i bogen. 

Alt i alt en ok bog, som sagtens kan læses her i efterårs-regnvejr og de mørke timer... 

Jeg beklager den virkelig grimme forside. 

Der er åbenbart en tidligere låner, der har sat en varm ting på plastikomslaget.

Spis (meget) og spis op

Jeg er typen, der spiser op. Jeg er typen, der spiser meget. Jeg er også typen, der hader madspild. Derfor er jeg ofte uforstående overfor mine veninder, som bestiller et ganske lille måltid, når vi er ude og spise. Og derefter levner halvdelen. Jeg har heldigvis (få) veninder, som ligesom mig 'spiser op' og skraber tallerkenen. 

Som barn i 80'erne, i en familie uden penge til store armbevægelser, så var der ofte begrænsning på, hvor meget kød man f.eks. kunne få til middag. Og med bedsteforældre der havde oplevet krig i deres tid, så var madspild ikke en del af hverdagen. Det er derfor dybt indlejret i mig, at man spiser op til måltiderne. 

Men faktisk prøver jeg at spise mindre for tiden. Jeg har svært ved at mærke, hvornår jeg er mæt. Især fordi jeg også er typen, der spiser virkelig hurtigt. Så nu er jeg i gang med både at lære at spise lidt langsommere og samtidig stoppe, når jeg kan mærke, at jeg er mæt.