Som barn i 80'erne, i en familie uden penge til store armbevægelser, så var der ofte begrænsning på, hvor meget kød man f.eks. kunne få til middag. Og med bedsteforældre der havde oplevet krig i deres tid, så var madspild ikke en del af hverdagen. Det er derfor dybt indlejret i mig, at man spiser op til måltiderne.
Men faktisk prøver jeg at spise mindre for tiden. Jeg har svært ved at mærke, hvornår jeg er mæt. Især fordi jeg også er typen, der spiser virkelig hurtigt. Så nu er jeg i gang med både at lære at spise lidt langsommere og samtidig stoppe, når jeg kan mærke, at jeg er mæt.
Den der mæthedsfornemmelse leder jeg dæleme også tit efter... :-(
SvarSlet@Susanne - jamen det er skrækkeligt, for omvendt kan jeg sagtens mærke, når jeg er sulten ;-) kh. Birgitte
SletSamme her - spiser altid, altid op. Og faktisk også gerne det, veninderne efterlader på deres cafetallerkner 🙈.
SvarSlet- A
@A - jeg spiser også det, mine børn ikke kan spise op. Kh. Birgitte
Slet