torsdag den 31. december 2020

Søndags-tur i skoven

Et ældre indlæg fra mine kladder, for turen var d. 20. december. Og det kunne have været i dag eller andre dage, for december har om nogen været en gråt-i-gråt måned. 

Den søndag var vores juleplaner vendt godt op og ned og der var faktisk slet ingen faste planer for ret meget.

Heldigvis har 2020 jo vist, at naturen kan en del for humøret - og frisk luft er godt for meget (det samme er lidt motion på gåturene).

Og i skoven var der også pyntet lidt op med julepynt, nisser og snemænd. Det var hyggeligt at gå og finde de forskellige træer med pynt langs hovedstien. Det satte et smil på alles læber.
Og nu er nytåret her allerede. Og intet er stadig gået som planlagt. Dog har dagene mellem d. 20 og i dag har været fyldt med familie-hygge, god mad, Harry Potter film og mere gråvejr(!) For enden af det hele venter et nyt år og som man kan se på det billede nedenfor, så er der lys at spore mellem træerne...
2020 - et år vi aldrig glemmer... Jeg ønsker jer alle en rigtig fin aften og et godt og festligt nytår. Stay safe og husk at holde afstand!

onsdag den 30. december 2020

Ingen jul i Malmø i år

Der blev ingen juletur til Malmø i år. Det var både held i uheld, at jeg ikke havde bestilt noget - eller at vi ikke skulle afsted. For julen blev vendt noget op og ned et par gange og jeg endte af forskellige årsager med at holde jul hjemme med manden og mine to drenge. 

Så at manden og jeg ikke kom til Malmø må komme i samme kategori, som alle andre ting, som blev ændret eller aflyst pga. Corona i år. Malmø i julen er ellers et af mine favorit afbræk i december og juletravlheden og det er en tilbagevendende tradition for min mand og jeg. 


søndag den 27. december 2020

Juledag med frostvejr

Jeg er nået dertil i ferien, hvor jeg ikke længere har overblik over, hvilken ugedag det er. Samtidig så prøver jeg at opretholde en form for hverdag, når det kommer til løbeture og gåture. 

Og heldigvis var der en sjælden solskinsdag allerede juledag. Som blev brugt til en god tur på Vestvolden sammen med manden og drengene. Det var skønt, at komme ud og få lidt luft og sol. 



fredag den 25. december 2020

Mit 2020 i farver

Mens julefreden har indfundet sig og vi bruger dagen på afslapning, så kommer her mit år i farver - lavet ud fra mine Instagram foto. Et år, hvor jeg i øvrigt har haft det mindste antal postede fotos nogensinde. 

Jeg har dog fået flere farver ind i mit år. Set i forhold til tidligere år som 2017 og 2018. Det er jo ikke fordi, der ellers har været meget 'kulør' på tilværelsen på i år, med Corona som det dominerende indslag. Men selvfølgelig går året sin gang - Corona eller ej - og det har alligevel været et dejligt år, trods alle forviklinger...


torsdag den 24. december 2020

Juleferie - og et ønske om en glædelig jul

Jeg har juleferie. Faktisk allerede fra i går. Det føles ikke specielt som ferie, men der er også en del, som jeg skulle have klar til i dag. 

Juleaften - en dag, som er blevet lavet om et par gange her i Corona-tiden. Og dagen er endt med, at jeg skal holde jul med min mand og mine to sønner. 

Juletræet er i hus og vi har pyntet og lagt pakker under. Det af maden, som kan forberedes, er lavet. Resten skal i ovnen, på panden eller varmes i gryden. 

Vi har brugt formiddagen på gåtur og en omgang brætspil. Vi har spist konfekt og hørt julesange. Nu kører julefilmen i tv og maden skal inden længe forberedes. 

Det gode ved store børn er, at der er tid nok til det hele. Maden behøver ikke være klar til en bestemt tid - især fordi det kun er os fire.

Jeg håber, at I alle får en dejlig aften og ønsker en rigtig glædelig jul herfra.


tirsdag den 22. december 2020

Julen varer lige til påske?

Sidste uges indlæg i Lokalavisen er her - siden jeg skrev indlægget er meget sket. Der er lukket ned for stort set alt i samfundet og Corona er på sit højeste nogensinde. Men jul bliver det jo alligevel - på en eller anden måde. Her er i hvert fald 2020's sidste indlæg fra avisen:
I julesangen varer julen lige til påske... eller til fastelavn. Og på en eller anden måde ville jeg ønske, at det kunne lade sig gøre at forlænge julen helt til påske. At vi kunne bevare den fine julestemning og hyggen igennem hele vinteren og de grå måneder og bare glemme alverdens sygdom og ulykke.

For jeg er ved Gud så uendelig træt af hele situationen med corona. Det føles virkelig som om, at det har varet for evigt. Jeg kan stort set ikke huske et år 2020 uden nogle eller flere restriktioner, bekymringer og svingende retningslinjer. Jeg ville også ønske, at jeg ikke skulle have brugt stort set hele året med at skrive indlæg her til avisen om aktuelle corona-situationer.

Dette år har bare ikke været særlig godt. Og selv det er nok en underdrivelse. For år 2020 har bestemt ikke været som forventet. Og mange mange ting og begivenheder, som vi alle havde set frem til, har enten måtte flyttes eller aflyses. Det er så ærgerligt, at vi skal kigge tilbage på et år med så mange forhindringer og ting, som ikke gik i opfyldelse.

Og man kan blive lidt bange for, at hele den her corona-situation aldrig stopper. At vi skal leve med mundbind og sprit - og at afstand skal være en dominerende faktor hele næste år også. Heldigvis ser fremtiden lidt mere lys ud. Så jeg håber, at 2021 bliver året, hvor corona kommer lidt (meget) på afstand og vi kan begynde at leve livet mere normalt igen.

Her i december har jeg også prøvet at holde fast i de traditioner, som er mulige selv med corona i baghovedet. Vi har bagt småkager - virkelig mange forskellige slags. Her i blandt en masse nye slags. Vi skal holde julefrokost med alle traditionelle retter. Også selv om vi kun bliver de allernærmeste.

I år har jeg desuden besluttet at skrive ekstra mange julekort til familie og venner. For der er mange, som jeg har måtte undvære at se i år - og en lille hilsen glæder altid i den travle juletid.

Lad os nyde denne jul, så godt det kan lade sig gøre. Selv om vi ikke nødvendigvis kan samles en masse mennesker eller være sammen med familie og venner fra nær og fjern. Det bliver jo jul alligevel, trods vores afsavn.

Jeg håber, at I alle på Vestegnen får en rigtig glædelig jul og et godt og festligt nytår.


mandag den 21. december 2020

Blå himmel...

"Solen skinner og man bliver helt glad" - Som min tidligere nabo sagde til mig i fredags. 

Og der var himlen virkelig blå og solen kiggede frem. Og jeg blev glad på min gå-tur. 

Ville ønske, at der var flere af disse dage... Heldigvis er lyset på vej.
 


søndag den 20. december 2020

Lækker og bæredygtig shampoo

I samarbejde med Buzzador har jeg teste shampoo og balsam fra "Love Beauty and Planet". Jeg har fået fingre i Blooming Colour serien til farvebehandlet hår. Serien er tilført fugtgivende murumuru-smør og roser for en fin duft. De plejer og fugter tørt eller farvet hår og giver det strålende glans.

Håret bliver dejligt blødt efter vask og selv om mit hår er bleget i spidserne, så bliver det ikke helt 'frizzet' efter brug, som andre produkter jeg har prøvet. Duften er behagelig, om end lidt mere voldsom end jeg er vant til. Jeg kan desuden rigtig godt lide, at de er sulfat og silikone-fri og økologiske og bæredygtige ingredienser. Og så bruges der 100 % genbrugte materialer i alle flasker.
#lovebeautyandplanetbuzz #smallactsoflove #buzzador @lovebeautyandplanet_dk

fredag den 18. december 2020

Gode aftener

Tirsdag d. 8. december var sidste dag, der var åbent i restauranterne her på Vestegnen. Nu er alle ramt af den nye nedlukning, som endda er blevet skærpet siden dengang. 

Men allerede i sidste måned havde jeg aftalt med min veninde, at vi skulle gå ud og spise en dag. Så det var jo heldigt, at vi lige kunne nå det. Den allersidste dag med åbne restauranter.

Vi var blot hos den lokale indiske, men sådanne lejligheder er gode at se tilbage på, når man lige nu sidder og ønsker, at vi kunne spise ude. 

Jeg har ikke børnene til jul i år og derfor plejer vi altid at tage ud og spise, når vi rammer juleferien. I år bliver det vist bare noget take-away - hvilket ikke er skidt, men det har vi i forvejen brugt meget i løbet af året.

Jeg håber virkelig, at vaccinen kan dæmme op for noget og vi kan få lidt mere normale tilstande igen. Jeg er ikke den store optimist, men håber, håber...

Nu er det weekend og der er for mit vedkommende kun to arbejdsdage tilbage, inden jeg kan gå på juleferie. Det glæder jeg mig til - trods alt, så bliver det dejligt med ferie og ro og afslapning.


torsdag den 17. december 2020

Damen med paraplyen

Vejret i denne uge altså... Ikke nok med at solen er nærmest ikke eksisterende, så har det bare regnet og regnet i denne uge. Og det er temmelig deprimerende, hvis du spørger mig.

Jeg skal ud og have luft hver dag. Efter en hel dag på hjemmekontoret, så trænger kroppen til at bevæge sig. Så jeg er nærmest blevet damen med paraplyen i denne uge. 

I går var det tørvejr og der benyttede jeg chancen til at løbe en tur.  Ellers sker der virkelig lidt herhjemme, mens vores samfund stille og roligt lukker næsten helt ned (igen). Det er virkelig trist, men for pokker det er nogle høje tal, vi præsterer dag efter dag i antal positive for Corona. 

Forhåbentlig så hjælper denne nedlukning på tilstanden - og gerne hurtigt, så vi kan få en god jul trods alt. 

onsdag den 16. december 2020

Siden sidst...

  • Jeg er ikke begyndt på en ny bog. Jeg har ikke lysten eller energien eller overskuddet (ved ikke hvilket det er) til at starte på en ny. Trods mit ellers ret store lager.
  • Fik vi lavet konfekt i lørdags hos mine forældre. Tager dog marcipan virksomheden i etaper i år, så vi ikke ender med tørre og kedelige stykker.
  • Vores lokale kirke har sat et krybbespil op udenfor kirken og det er dejligt at kunne svinge forbi og lade julefreden sænke sig.
  • Jeg har næsten styr på julegaverne. Jeg mangler selvfølgelig indpakning og andre småting, men der er jo også stadig tid. 




tirsdag den 15. december 2020

Hjemmefrokoster

Jeg er tilbage på hjemmekontoret mere eller mindre permanent indtil juleferien. Og da intet jo er godt skidt, at det ikke er godt for noget - så er hjemmefrokosterne også tilbage
Jeg ville helst holde en frokost med mine kollegaer, men pt. er det kun virtuelle frokoster, som det bliver til... Maden er dog god og det er jo altid rart.


mandag den 14. december 2020

Kærlighed til kaffe

Jeg kan godt lide kaffe - og jeg er stor fan af kaffebarer. I mit lokale storcenter ligger en Espresso House, som jeg bruger en del. Faktisk har jeg drukket så meget kaffe hos dem her i efteråret, at jeg har haft flere klippekort fyldt og fået gratis kaffe på mit kort. Den sidste af dem blev udløst til en is- cappuccino med karamel og nougat. Øj, den var god. (Jeg er i det hele taget vild med jule-kaffe)

Desværre er min lokale kaffebar nu lukket pga. Corona nedlukning. Og jeg har ikke en værdig afløser (som har take-away) i nærheden af hjemmekontoret. Så jeg nøjes med at drømme mig tilbage til is-kaffen... 


søndag den 13. december 2020

Julemad

Jeg kan ikke lide risengrød. Jeg kan heller ikke lide ris a la mande. Faktisk er jeg heller ikke begejstret for selve julemaden, da jeg ikke er vild med kogte kartofler og brun sovs. Og det bliver meget hurtigt for fedt for mig. 

Jeg sætter pris på en god (hjemmelavet) rødkål og en lækker and. Alt andet er sådan set bare fyld for mig, som jeg ikke rigtig nyder. Jeg laver en frisk salat hvert år med grøntkål og granatæblekerne, som jeg spiser til julemaden. 

Jeg elsker til gengæld andet julemad. f.eks glaseret skinke, som vi fik i fredags og medisterpølse, som vi skal have i morgen aften. Og jeg elsker vafler som dessert - næsten lige så meget, som jeg elsker pandekager

torsdag den 10. december 2020

Småkagerne tager en smule overhånd...

Altså, jeg har den der småkagebog hjemme fra biblioteket. Og indtil videre har jeg lavet tre forskellige slags derfra. Og mine traditionelle ingefærkager. 

Plus jeg endelig fik tid til pebernødder i går. Jeg lavede både helt almindelige og nogle med chokolade i bunden. Det er altså en god kombination, vil jeg bare sige.

Nu er vi løbet tør for kagedåser...








onsdag den 9. december 2020

Bog nr. 39 - den gode datter

Dette er en rigtig fin krimi. Sådan helt old-school og uden dikkedarer. Eller... jeg synes, den var lidt lang tid om at komme i gang, men slutspurten var til gengæld meget spændende... 

Det var ikke lige en krimi for mig, men det betyder ikke, at den ikke er god! Den er mere dyb end andre krimier, jeg har læst. Personerne karakteristikken kommer mere i spil. Til gengæld synes jeg, at plottet var lidt for... nemt er ikke det rigtige ord, men lidt for overdrevet på en måde. Det er svært at forklare.

Jeg ved, at forfatteren har skrevet mange andre krimier og de er alle sammen meget rost. Denne slog bare ikke benene væk under mig...


tirsdag den 8. december 2020

Jeg har tanket op til januar...

I dag lukker vores bibliotek. De åbner først igen d. 4. januar (indtil andet bliver bestemt). Så jeg har skyndt mig at hente nogle bøger hjem til den forstående juleferie. Jeg vil helst ikke stå og mangle læsestof ligesom i forårets nedlukning.  

mandag den 7. december 2020

Træt med træt på...

Det er nogenlunde sådan, min weekend er gået. Jeg har været helt udmattet og træt og ikke rigtig magtet noget. 

Jeg skulle have haft helt styr på alle julegaver. Det har jeg ikke. Jeg skulle have pakket alle gaver ind. Det har jeg ikke. Jeg skulle have bagt flere småkager. Det har jeg ikke. 

Til gengæld så har jeg fået skrevet to julekort, pakket fire gaver ind, afleveret en fødselsdagsgave, løbet en tur og gået en tur. Jeg har også smagt vin og været til glögg og æbleskiver hos min kusine. Jeg har set Netflix og DR og slappet af - og sovet en lur på sofaen.

Og så har jeg accepteret, at det åbenbart bare var det, jeg magtede denne weekend...


fredag den 4. december 2020

Når andre tænker på én...

Forleden fik jeg blomster af min kollega. Som tak for hjælpen med en opgave og som tillykke med mit 12-års jubilæum på jobbet. Det var bare sådan en utrolig sød gestus, at hun tænkte på mig og sendte blomster.


torsdag den 3. december 2020

Mon der snart bliver tid til pebernødder?

Pebernødder er min absolutte 'go-to' julesmåkage. Siden der kom de der krydderi-blandinger i poser, som man bruger i dejen, så har jeg lavet pebernødder. Endda flere portioner nogle år. 

I år har jeg endnu ikke fået lavet pebernødderne. Der har ikke været så meget tid til at bage. Og fordi min ældste havde et ønske om at bage jødekager, så blev det dem, vi lavede først. 

Jeg vil gerne bage en masse forskellige småkager i år og indtil videre har vi tre slags i kasserne - jødekager, lakridssmåkager og så selvfølgelig min egen favorit: ingefærkagerne.

Jeg håber, at nå to andre slags - gerne nogle med marcipan. Jeg er ikke selv den store småkagespiser, men jeg synes, det er rart med de julesmåkager. De bliver både spist af de andre i min husholdning - og jeg giver dem som gave. 
 


onsdag den 2. december 2020

Mere hjemmearbejde

Efter myndighedernes udmelding i går så står den på mere hjemmearbejde for mig indtil jul. Det var egentlig ventet. Vi har længe vist, at det ville gå den vej. Og gættet på, hvilke restriktioner der ville komme nu. Så konklusionen for mig blev mere hjemmearbejde, men heldigvis er juleferien jo lige på trapperne.



tirsdag den 1. december 2020

Der er brug for hyggen i år

Jeg har skrevet dette indlæg til lokalavisen i sidste uge - det handler om lys og jul og hygge. Glædelig 1. december til jer alle - nu er det endelig jul!
Det er utrolig hurtigt, som Vestegnen er blevet pyntet op til jul i år. Eller i hvert fald er der sat masser af lys op udenfor og indenfor. Jeg har gået forbi flere lys-pyntede altaner og haver allerede i begyndelsen af november. Og mange storcentre og supermarkeder var også hurtige til at pynte op med masser af lys, kugler og juletræer.

Jeg tror, det er fordi, vi har brug for noget hyggeligt at se frem til. Corona gør, at vi alle er meget hjemme og derfor trænger vi til at gøre tingene lidt hyggelige på hjemmefronten. Som modsætning til al det ude i verden. Smittetal og præsidentvalg og terror - det er alt sammen noget, som rammer os og medierne er fyldt med "dårlige" nyheder, statistikker og tal.

Lys og farver er det, som skal hjælpe os igennem de mørke måneder. Og forventningen om jul kan holde selv mit humør oppe i disse ellers lidt dystre corona-tider. For trætheden ved hele situationen er ved at sætte sine spor overalt i vores lokalområde.

Personligt pynter vi først op til jul, når vi rammer weekenden med 1. søndag i advent. Det er hyggeligt, at gense al julepynten, som står hele december... Eller næsten - for omkring den 28. december piller jeg det hele ned og pakker væk indtil næste gang.

Særligt i år tror jeg, der er brug for at holde de mange juletraditioner i hævd. I hvert fald de af dem, som det kan lade sig gøre at holde under den nuværende corona-situation. Selv om julefrokosterne er aflyst, så kan man jo godt spise en god frokost hjemme. Man kan købe take-away eller lave frokosten selv og nyde den med de nærmeste - hvad enten det er familie eller venner. Det er også muligt at holde en digital julefrokost eller bare gå en lang tur i skoven eller ved stranden og snakke sammen.

Der er nemlig også brug for, at vi dyrker vores sociale liv her under Corona. Man skal huske at mennesket i bund og grund er sociale væsener. Vi har et behov for at se andre. Også selv om det er virtuelt eller på en gåtur.

Og lige nu er der noget hyggeligt over Vestegnen, når mørket falder på og lysene bliver tændt i haver og på altaner. Så lad os alle tænde lidt lys her i mørket og se, om vi kan få hyggen tilbage i stuerne i disse mørke dage.


mandag den 30. november 2020

Tæt på 2 år!

Den 1. søndag i advent ville vores lille forkølede julestjerne (nok mere julepind) have holdt i to år. Men forleden smed jeg den ud. Den var efterhånden så sølle, at det var en skændsel at have den stående. Jeg tror ikke, at vi skal have en ny - men jeg overvejer en anden lille fin blomst!


søndag den 29. november 2020

Glædelig 1. søndag i Advent

Her er pyntet lidt op. Jeg er ikke helt færdig. Men i proces, som man siger. Jeg er ikke typen, der fungerer godt med meget julepynt. Så jeg udvælger nogle stykker, som kommer op uden at det bliver for rodet. 

Ellers er 1. søndag i Advent ikke helt som den plejer. Ingen julemarked, ingen juletræstænding og ingen kirke i dag. Til gengæld har vi fået morgenbrød fra bageren og blødkogt æg til morgenmad. Der er pyntet lidt op og adventsstagen er klar til i aften. Så det bliver jul og en god søndag alligevel.

fredag den 27. november 2020

Veninde aftale

Jeg har en god veninde, som jeg ses fast med. Også her under corona. Hun er i min 'cirkel'. Vi krammer ikke og holder sådan afstand, når vi ses. Men vi ses. Går ture udenfor og går på restaurant og spiser. Og det er dejligt.

I tirsdags skulle vi se Suttetrolden Sanka, som jo er lavet af samme kunstner, som skabe de glemte kæmper på Vestegnen - og den trold, jeg så i Odense tidligere på måneden. 

Det var både mørkt og svært at finde rundt derude på Amager. Så vi gik nok forkert et par gange og så lige en ekstra omvej bagefter. Til sidst lykkes det... og der var det så mørkt, at billedkvaliteten er virkelig dårlig.  

Og bagefter fandt vi en fin burger-joint, hvor vi fik snaskede burgere og milkshake. Det var i det hele taget en hyggelig dag med masser af snak (som altid)


torsdag den 26. november 2020

Genopfriskning

I øjeblikket sidder jeg og skriver opgavebesvarelse til studiet. Der er både stof, som jeg er kendt i og noget helt nyt fagmateriale (som er virkelig svært)

Samtidig skal jeg koncentrere mig meget, så jeg er sikker på, at få alt med i besvarelsen. Det er ret krævende og jeg kan mærke, at det er lang tid siden, jeg sidst har haft behov for fordybelse. Så det er svært. 

Der er rigtig mange overspringshandlinger. F.eks. banko-tal, som skal plottes ind på min plade (vi spiller online banko i vores lokale HK Klub). Jeg vinder ikke, men det er et fint afbræk i arbejde og studie.
 
Billedet er fra i går på hjemmearbejdspladsen. I dag var jeg på kontoret.


tirsdag den 24. november 2020

I dag er der en måned til juleaften!

Jeg har købt lige præcis 0 gaver. Jeg har heller ikke pyntet op. Jeg har ikke bagt småkager og jeg har ikke fået lys sat op på altanen. 

Faktisk er det eneste jule-agtige i mit hjem dørpynten. Det er et lille papirklip, som man skal virkelig tæt på, for at se har noget med jul at gøre. 

Jeg er egentlig i julehumør... eller... jeg glæder mig til december og julehygge og traditioner. Jeg glæder mig til at bage og lave julefrokost og marcipan. Og til at mit hjem er fyldt med nisser og pynt i næsten én hel måned (og jeg i den måned heller ikke tørrer støv af)

mandag den 23. november 2020

Solskin og løbetur

I dag løb jeg en tur for første gang i over én uge. Mens jeg har været syg, har jeg ikke løbet. Så det var lidt spændende, hvordan det ville gå. Grundformen må være god, for det gik helt fint. Selv om det hverken var rekord eller langt, så var det en tur helt som den forrige søndag. Så lidt en sejr. 

Solen var fremme i dag og jeg nåede lidt af den på løbeturen. Jeg kan godt mærke, at det bliver hurtigt mørkt (og koldt). Det er ikke fordi, jeg ikke vil løbe i mørke. Jeg skal bare lige have fundet refleks-vesten frem igen.

  

lørdag den 21. november 2020

Bog nr. 38 - Postkort fra Californien

Denne bog har ligget længe, men nu fik jeg endelig tid (og lyst) til at læse den. 

Det er en meget rørende bog. Også lidt forvirrende. Den er skrevet på en måde, som jeg aldrig har set før. 

Der er både fiktion og realisme i bogen og man bliver på mange måder 'fanget' i forfatterens hjerne og de mange tanker han gør sig om sin far og sønnens sygdom - og egentlig om livet generelt. 

Jeg kunne godt lide bogen. Når man først har vænnet sig til skrivestilen, så synes jeg, den var svær at slippe. Anbefaling herfra... - og ellers læs denne anbefaling.

fredag den 20. november 2020

Fredags-host

Min forkølelse er bare gaven, der bliver ved med at give! Nu med hoste. Jeg er ikke den mest tålmodige type, når det kommer til sygdom. Jeg mærkede en bedring i går og nu vil jeg selvfølgelig helst være helt rask. Mest fordi manden og jeg skal i sommerhus denne weekend

Jeg har arbejdet hjemmefra i dag og det er gået helt fint. Det skal lige nævnes, at fredag har vi en normtid på 5 timer, så det har været til at overkomme. Og helt fri holder jeg ikke i weekenden, for den obligatoriske opgave til studiet skal der også kigges på. 

Solen skinner her og jeg håber, det ikke bliver alt for koldt og regnfuldt - selv om det også er hyggeligt, så har jeg sat næsen op efter nogle gode gåture i sommerhusområdet. Som en backup har jeg pakket en stak ugeblade og en (håber jeg) god bog. Så kan weekenden godt begynde!

torsdag den 19. november 2020

Snotnæse i november

Jeg er blevet forkølet. Min yngste kom hjem fredag med en forkølelse og fik åbenbart smittet mig ret hurtigt. Jeg kunne i hvert fald mærke optakten mandag og om aftenen var jeg ikke mange sure sild værd. Tirsdag måtte jeg smide håndklædet og melde mig syg. Jeg er ellers aldrig syg mere, men ikke engang hjemmearbejde var til at overkomme.

Denne forkølelse har givet mig tid til at lave ingenting, for jeg har stort set ikke orket noget. Og jeg er meget opmærksom på, ikke at skulle arbejde (hverken hjemmefra eller på kontoret), hvis jeg er syg. Selv om jeg ikke har været syg i over et år. Tror sidste gang var i vinter/forår 2019 - ud over alle mine hovedpiner.

Så lige nu sker der ikke meget andet i livet end at sove, pudse næse, spise piller og drikke te. Jeg er virkelig dårlig til det og bliver en smule rastløs. Så håber jeg snart er rask - kryds fingre for mig...
Flødeboller fra Lagkagehuset fra fredag aften. 
Lidt bedre end et billede af snot-papir!


tirsdag den 17. november 2020

Blød pyjamas og en tur i sommerhus

REKLAME - indlæg lavet i samarbejde med Hunkemöller.

Vi har for alvor ramt den kolde sæson! Og jeg holder egentlig meget af det kølige vejr. Både fordi jeg som person har svært ved for meget (sommer)varme, men også fordi jeg er kæmpe fan af blødt tøj, når efteråret og vinteren rammer. 

Hunkemöller har et virkelig godt udvalg af forskellige pyjamas og andet blødt (nat)tøj. Både klassiske sæt og så et utal af kombinationer. Jeg er speciel vild med, at man kan kombinere det sådan lidt på kryds og tværs efter smag og behag. Faktisk bruger jeg gerne nattøj herhjemme - især på fridage og weekender.

Lige præcis denne weekend skal vi i sommerhus. Det bliver dejligt at komme lidt væk og bare bruge dagene på ingenting og aftenerne i sofaen foran brændeovnen. Jeg ved ikke, om det er sådan generelt for sommerhuse, men i dem jeg har været, er det altid sådan lidt rå-koldt om morgenen, når man kommer udenfor sæsonen. Så det er virkelig dejligt at kunne tulle rundt i noget blødt tøj, inden dagen sådan rigtig begynder. 

I den anledning har jeg kig på en virkelig fin pyjamas i fleece fra Hunkemöller. Den er måske lidt julet, men på den anden side så er det jo december lige om lidt. Og så kan den jo bruges i juleferien også. For jeg tør godt sige, at den kommende juleferie nok også vil foregå en del i nattøj.



søndag den 15. november 2020

Den indre Preben

Nogle indlæg til avisen kommer rigtig nemt til mig. Denne uges indlæg er et af dem - og det var sjovt at skrive. Forhåbentlig er det også sjovt at læse for andre...
Der bor en lille hidsig mand inden i mig. Måske hedder han Preben? Det er i hvert fald det, som jeg selv kalder ham fra tid til anden. Han er rigtig ofte til stede, når jeg føler andre mennesker gør noget forkert. Han får mig til at blive vred over mange små ting, som jeg oplever i min dagligdag.

Det behøver ikke være store ting, som bringer Preben frem. Det kan f.eks. være, når folk smider affald på gaden - især mundbind i disse coronatider. Jeg oplever også, at han kigger frem når andre folk ikke holder afstand til mig eller de blæser højt og flot på de regler, som jo er udstukket for at mindske coronasmitte.

Han er også med mig, når hundeejere ikke samler op efter deres hund - og når hunde ikke holdes i snor og derfor hopper op på mig. Eller når cyklister svinger ud foran min bil, selv om de har rødt og jeg har grønt. Han kommer helt op i det røde felt, når folk parkerer på fortovet, selv om der er ledige parkeringsbåse. Den er også gal, når børn cykler på fortovet. Ryger du på S-togs perronen, så er du også sikker på at irritere min indre Preben. Ligesom han bliver stærkt provokeret af folk, som spytter på gaden.

Vi kender vist alle vores egen indre Preben (eller hvad du kalder ham/hende) og alle de små ting, som kan irritere os i det daglige liv. Det kan være, at du tænker, at de ting ovenfor, som irriterer mig, slet ikke er noget. Måske har du nogle helt andre ting og situationer, hvor din Preben kommer til udtryk.

Jeg bruger i hvert fald meget tid på at kontrollere Preben og hans vrede og virkelig sige 'Pyt med det' til de ting, som der alligevel ikke kan ændres. Vi skal alle prøve at udvise et lidt større samfundssind og ikke give for meget efter for vores indre Preben. For det gør ikke noget godt for os, at vi render og hakker på hinanden. Der kan jo være en god grund til, at nogle ikke går med mundbind - og måske er der en god og logisk forklaring på deres anderledes opførsel. Selv hvis der ikke er, så er disse coronatider jo en god lejlighed til at udøve vores indre Pyt-knap og være bare en smule overbærende med andre mennesker. Det dør vi jo ikke af, vel?!!


fredag den 13. november 2020

Gode weekender

Gode weekender skal man samle på og gemme i hjertet. Og i disse Corona tider er der ikke meget aktivitet på den sociale front, så det er skønt at komme lidt ud og lidt væk fra de vante rammer.

Det var sidste fredag, at jeg tog mundbindet på og begav mig med toget til Odense for at besøge min bror og svigerinde. Det blev en rigtig god weekend med solskin og familietid. 
Vi gik ture i solen og cyklede op i midtbyen og fik frokost lørdag. Det var virkelig perfekt efterårsvejr og selskabet var også i top. Min niece og jeg fik leget med modellervoks. Jeg fik læst i min bog.
Og jeg fik tartar, som jeg elsker. Ikke den bedste af slagsen, men slet ikke dårlig. 
Det er underligt at tænke på, at det allerede er en uge siden, jeg tog afsted. Jeg synes virkelig, tiden går meget hurtigt pt. Selv om den mørke tid gør, at jeg kæmper med træthed og ugidelighed. 

Denne weekend er der ikke så mange planer (surprise!), men mon ikke vi finder på noget. Jeg har nogle opgaver og ting, som skal ordnes og afsluttes. Det bliver rart at få lukket et par af tingene på min 'to-do liste'.


onsdag den 11. november 2020

Bog nr. 37 - Isola

Åh mand, en virkelig god krimi og en spændende handling. Jeg læste den på 3 dage. Den er helt på højde med de andre bøger i serien (dette er bog nr. 5 i serien). 

Handlingen foregår både i København og på Bornholm. Jeppe er på orlov, men kan ikke helt slippe politiarbejdet. Og mord er der jo, men også tanker om kærlighed til andre. Familien er et stort omdrejningspunkt i denne bog og det klæder handlingen. De mange breve fra fortiden er også et fint redskab. Og så er der spænding nærmest fra start til slut.
Nok den bedste krimi jeg har læst i år. Så det bliver en kæmpe anbefaling herfra! Og hvis du holder af krimi og ikke har læst de andre bøger, så glæd dig over, at du har noget godt i vente...


tirsdag den 10. november 2020

Forskellige tirsdagstanker...

Jeg har været på skole i går og i dag på kontoret. I morgen arbejder jeg hjemmefra og torsdag skal jeg splitte dagen mellem hjemme og kontor. Det er noget af et puslespil hele tiden og jeg kan mærke, at det tager meget energi hele tiden at skulle veksle frem og tilbage. Hvis der er noget jeg savner i denne tid, så er det hverdagens (normale) forudsigelighed.

I går nåede jeg også en frisør-tid - og som min frisør siger, så er jeg helt ulogisk! (hun kender mig så godt, at hun sagtens kan lave sjov med mig). For vi nærmer os den koldeste tid på året og jeg vælger nu til at få klippet mit hår helt kort. Det er ikke logisk. Men helt ærligt - det trængte voldsomt til klip af mere end spidser. Og det er nemmere at gå med hue, når håret er kort. Plus det tørrer hurtigere om morgenen. 

Det er Mortens Aften i dag og jeg er inviteret til andesteg hos mine forældre. Jeg har tilbudt at lave desserten. Heldigvis en let én af slagsen, for jeg havde æblegrød i fryseren og laver en hurtig æblekage. Ikke at vi er så mange, der spiser det - min mor og jeg spiser stort set ikke dessert. Til gengæld er min far helt sikkert glad for dobbelt portion.

Et dybt kig i mit skab betød, at jeg bestilte to striktrøjer af de mere vamsede og varme slags. Jeg havde sorteret de meget slidte striktrøjer fra her i foråret og nu mangler jeg nogle stykker efter det er blevet koldere (og jeg vasker ikke ofte nok til at nøjes med de to eksisterende - plus vasketøjet er sygt lang tid om at tørre på denne årstid. Det havde jeg lykkelig glemt). 


søndag den 8. november 2020

Nye sko!

Jeg er ekstrem kræsen med sko. Jeg køber ikke mange sko og dem jeg har stående, har efterhånden en del år på bagen. F.eks. trænger mine 'pæne' snøresko voldsomt til en udskiftning. De er slidte og kan ikke rigtig pudses op mere.

Jeg købte sidste år to par løbesko, men blev kun rigtig glad for det ene. Det andet par har jeg så brugt som 'gå-sko' og i det daglige. Her i foråret var jeg så inde hos Kaiser Sport og få en løbetest - og købte her et par gode løbesko, som passer perfekt til mig. Så blev det andet par løbesko 'degraderet' til almindelige sko. 

Behovet kommer så nu, fordi jeg har lagt mine sandaler i skuffen. Jeg elsker sandaler og klip-klappere og jeg har da også ret mange eksemplarer. Efteråret er dog ikke til sandaler og jeg er i gang med mine gummisko (jeg venter lige lidt med støvlerne). 

Jeg var dog ked af at skulle gå i aflagte løbesko på jobbet og derfor har jeg investeret i et par nye sko. En fashion model fra Ecco, som udover at se pæn ud også er rigtig dejlig at gå i. Helt klart i den (meget) dyre ende for sko, men jeg har simpelthen været så glad for mine Ecco vinterstøvler, at jeg valgte mærket igen.  

Jeg håber, det bliver en god sko, som skal fungere til jobbet og pænere anledninger. 


fredag den 6. november 2020

Efteråret og de mange farver

Der ligger en del billeder med efterårsmotiver på min kamerarulle efterhånden. Selv om jeg faktisk ikke tager voldsomt mange billeder for tiden. Jeg prøver bare at nyde naturen og alle farverne uden at skulle hive mobilen op af tasken hver gang. 

For trods gråvejr og regnvejr så er det bare et flot efterår. Fyldt med farver. Jeg kan blive helt glad over at stå i en bunke blade. Det er næsten lige så godt som sne. 

Så denne weekend vil jeg prøve at komme så meget ud i efteråret som muligt. Det gør noget godt for krop og sjæl at gå tur og blive blæst lidt igennem...

onsdag den 4. november 2020

Bog nr. 36 - Cilkas rejse

 
En grum bog, men også en bog om overlevelse og om håb. Til sidst bliver man nærmest immun overfor de mange skrækkelige ting, som Cilka oplever. 

Og på mange måder så gjorde bogen indtryk, men alligevel så følte jeg ikke den der fortælling i bogen - såsom med Tatovøren fra Auschwitz. Måske fordi jeg vidste, at Cilka og forfatteren aldrig havde mødtes og talt sammen. 

Ikke desto mindre en god bog og en lærerig bog om en del at Stalins Sovjet, som ikke mange her i Danmark kender til.


tirsdag den 3. november 2020

Smukke morgener

Det er koldt, men ikke til vanter eller vinterstøvler endnu. Jeg trækker den lige lidt længere. Lidt ligesom vinterdæk på bilen. Og de dage, hvor det ikke regner, så er der smukke solopgange. 


søndag den 1. november 2020

Efterårsregn

Man kan ikke komme uden om regnvejr i det danske efterår. Her har det regnet og støvregnet - nærmest uden ophold fra fredag morgen til lørdag nat. Det er virkelig deprimerende. Men i dag på søndagen var der lidt solstråler og så stiger humøret jo altid en lille smule.

Denne weekend er gået hurtigt. Og ugen der kommer vil være med fuld knald på. Så det var om at nyde solskinnet udenfor og få rørt kroppen igennem inden hverdagen begynder på ny. 


fredag den 30. oktober 2020

Lange bukser og uldtrøjer

Jeg har for første gang, lige i denne uge, iført mig lange løbetights og to lag bluser til min løbetur. Det føles lidt underligt, men det er jo den vej, vejret (kulden) går. 

Og jeg har taget mit uldtøj i brug. Jeg har efterhånden en del uld (tro det eller ej) og flere tynde sweaters, som egner sig rigtig fint til den nuværende årstid.

Varmen er tændt hjemme i lejligheden og jeg elsker mine fluffy sutter, som jeg købte her i sommer. Nu kommer de endelig til deres ret! 

I dag regner det, men jeg håber på efterårssol i weekenden - det ville være dejligt at kunne komme lidt udenfor og lufte både uldtrøjen og de lange løbetights.

onsdag den 28. oktober 2020

Bog nr. 35 - Som natten kender stjernerne

Ikke helt samme genre som de øvrige Elsebeth Egholm bøger, jeg har læst. Dette er nemlig ikke en krimi. I begyndelsen af hendes forfatterskab er der et par bøger, som jeg har læst i tidernes morgen og de er heller ikke krimi. Jeg husker dem ikke særlig godt. De har åbenbart ikke gjort stort indtryk på mig...  

'Som natten kender stjernerne' viser med tydelighed at Egholm er hjemme i klassisk musik og i instrumenter og påvirkninger af humør via musik. Det der med at have en opslugende effekt. Jeg har på ingen måde den opfattelse med klassisk musik og havde derfor lidt svært ved de mange referencer til det emne. 

Dernæst er bogen en fin kærlighedshistorie på flere planer og det blev nok lidt for irriterende for mig. Jeg havde til tider lyst til at opgive bogen, da jeg synes begge hovedpersoner var alt for stereotypt beskrevet.

Bogen er let læst og har fået gode anbefalinger med på vejen. Det var ikke lige mig. Dermed ikke sagt, at det ikke er en god bog. Læs den hvis du er til en god kærlighedshistorie, til klassisk musik eller til historiske fortællinger.