tirsdag den 9. juni 2020

Seneste nyt fra hjemmearbejdspladsen

Der sker egentlig ufattelig lidt i mit liv lige nu. Altså i dag på en tirsdag har jeg haft to online møder og ellers sidder jeg bare og arbejder i stuen. Til støjen af duer som slås i busken nedenfor og en græsslåmaskine, som kører i en uendelighed (sådan føles det i hvert fald).

Jeg er ved at være mør på det her hjemmearbejde. Der er selvfølgelig fordele i det og humøret er for det meste også helt ok med situationen. Alligevel så er der også en usikkerhed og et miks af signaler fra ledelse, kollegaer, fagforening og andre kommuner. De eneste, der ikke siger noget, er regeringen. Det er lidt som om de offentlig ansatte på Sjælland er glemt i al den her genåbning.

For mens jeg ikke må komme fysisk på min arbejdsplads, så må jeg gerne handle i butikker, ses med venner og familie og nu også gå i fitness (ikke at jeg gør det). Og så er det, jeg har svært ved at se den dybere mening med hjemmearbejdet.

Jeg betragter mig selv som en rimelig robust person. Jeg kan holde til meget og er bevidst om signaler på stress og travlhed. Jeg kan også sagtens sige fra overfor opgaver. Og jeg har intet problem med at udvise samfundssind. Jeg blev dog en anelse påvirket, da lægen i forrige uge spurgte, om jeg var ok med at have været hjemmearbejdende i tre måneder.

Jeg er ok! Men som hos de fleste af mine kollegaer, så svinger humøret nogle gange. Især på grund af usikkerhed og uvished om, hvornår vi kan komme tilbage på arbejdspladsen. Tre måneder er lang tid... 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Giv mig dine tanker...