Lad os slå fast med det samme! Denne sommer har ikke lige været særlig mindeværdig. Jeg synes ellers, at vi alle trængte til en sommer med masser af sol og varme. I stedet har vi fået lidt efterår, en snert af sommer og ellers en stor skål blandede bolcher med sol, skyer, regn, blæst og hvad ved jeg. For denne sommer har budt mere på kolde tæer og striktrøjer end på bikini - og det er jo ikke drømmescenariet, når man holder ferie (selv i Danmark). Og nu her, hvor ferien er forbi, så er vejret selvfølgelig på toppen!
Jeg ville sådan ønske, at sommeren 2020 kunne have været en dejlig én af slagsen, hvor vi kunne glemme dette års mange alvorligheder. Men der er desværre stadig hårdt brug for at huske sprit, håndvask og god afstand i den danske sommer. Og helt ærligt, lige nu føles det som om, at sommeren lige om lidt er glemt og efteråret står for døren. Corona er der dog stadig - gemt derude, som en ubuden gæst, der nægter at gå hjem. Jeg håber sådan, at efteråret ikke gør, at pandemien blusser op igen.
Det kommende efterår bringer vel flere ting med sig. Det er umuligt at spå om, hvad der vil ske. Jeg håber, at Vestegnen vil forsætte en god stime og snart blive 'normal' igen. For om lidt begynder alle vores børn og unge på skole og uddannelsessteder igen - og det er med fuld kapacitet. Mange glæder sig til nye steder og ny lærdom. Det er altid en spændende tid for de mange, der begynder ny uddannelse eller et nyt klassetrin.
Solen skinner - selv på Vestegnen, i hvert fald noget af tiden. Og selv om stranden ikke har været særlig velbesøgt i denne sommer, så er den stadig lige rundt om hjørnet. Det samme med den grønne skov og de mange dejlige udendørs aktiviteter. Og de mange gratis glæder i naturen har vi i min familie valgt at tage med os ind i efteråret. Det samme vil vi gøre med både take-away og støtten til de lokale virksomheder.
Nu skal det hele ikke handle om vejret - og skuffelsen over den manglende sommer. For Vestegnen er stadig et dejligt sted. Både et dejligt sted at være og bo. Det kan hverken Corona eller den manglende sommervarme og sol lave om på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Giv mig dine tanker...