Dette er en bog i en ny genre, nemlig 'dokumentar-roman'. Det fungerer godt, selv om tidslinjen er alt andet end lineær. Og mange steder 'dukker' romangenren op som en forestilling om, hvordan det var på det pågældende tidspunkt. Jeg har ikke tidligere læst noget i dette format, men jeg kan egentlig godt lide det.
For mig som er 'indfødt' på Vestegnen er det sjovt at læse beskrivelsen af Hyldespjældet og Banehegnet i Albertslund. Det er spot on for, hvordan det egentlig stadig er i disse beboelser. Og jeg ville gerne have haft flere hverdagsbeskrivelser af familien i bogen, for på mange måder er det også en familie saga.
Sproget i bogen er meget flot. Handlingen er god og flyder meget let i begyndelsen af bogen. Den tabte mig lidt i slutningen, hvor jeg synes, den kører lidt rundt i ring og bliver en smule langtrukken. Det historiske aspekt i bogen fungerede til gengæld rigtig godt.
Den er en slægtsfortælling om to familier, som på hver deres måde er formet af Europas traumer. Undervejs rejser Birgithe Kosovic de samme spørgsmål til sin familiehistorie, som også er en del af demokratidebatten: Hvad vil det sige at høre til? Hvad må man sige, og hvad må man ikke sige? Hvad kan der ske, hvis man gør det alligevel? Og hvis vi skal have fortællingen om Danmark til at hænge sammen, hvad er det så for nogle spørgsmål, vi skal svare på i dag?
Måske er dette en historie om mislykket integration. Måske er det fortællingen om en helt almindelig familie, hvor hemmeligheden blev sagt højt. Men hvad er det, der virker normalt, men som er en rædsel? Og hvad er det, der ligner gru, men som er mere almindeligt, end man skulle tro? Birgithe Kosovic kredser sig ind på svarene, der alle peger ind på ét: Hvordan knytter man sig til nogen, som bliver ved med at være vred?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Giv mig dine tanker...