Stadig ikke fan af hjemmearbejde

Det er nogle uger siden, dette indlæg var i avisen. Det er dog stadig aktuelt for mit vedkommende. Trods yderligere åbning af samfundet, så er der ingen konkret plan for, hvornår jeg og mine kollegaer kan komme fysisk tilbage på kontoret.

For nogle uger siden skulle jeg skifte password på min arbejdscomputer. Det er der i og for sig ikke noget underligt i. Vores it-afdeling sørger for, at det bliver gjort med jævne mellemrum for at forhindre eventuel hacking af vores systemer. Det som fik mig til at tænke over passwordet, var dog at hele situationen med hjemmearbejde efterhånden er blevet en helt normal og fast ting i mit liv.

Og så er det endda sådan, at det der hjemmearbejde og jeg aldrig rigtig er blevet helt 100% gode venner. Altså vi har mere et tåleligt forhold. For lidt mere end et år siden ville det have været en ret utænkelig tanke. For jeg har aldrig været specielt glad for hjemmearbejde. Jeg er, og har altid været, ret stor fan af at møde op på mit kontor til hver arbejdsdag.

Gennem det sidste års tid er alt vendt op og ned og på hovedet. Og jeg kan nærmest ikke huske, hvornår jeg sidst var en hel uge (med 37 timer) på mit kontor. Det var vist engang i oktober måned sidste år. Før det engang i sommerferien, tror jeg. Jeg har dog lært at leve med mit hjemmearbejde og nogle af de fordele, som det trods alt giver.

Det er utrolig så store forandringer bare ét år kan give. På alles liv og levevis - ikke kun på Vestegnen, men i hele Danmark og ja, hele verden. Der er ingen, som kan sige, at de er kommet uberørte igennem corona-pandemien. Alle har på en eller anden måde haft afkald, fravalg og ændringer at se tilbage på. Dermed ikke sagt, at nogle ændringer ikke er gode - for der er bestemt også noget givende i, at vi alle bliver tvunget til at stoppe op og sætte farten ned på vores travle liv.

Personligt har jeg ikke oplevet de store ændringer, hvis jeg skal sammenligne med andre mennesker. Dem, som får samfundet til (stadig) at køre rundt ude i fronten. Og jeg føler mig heldig, for jeg har stadigvæk et job at stå op til, hjemmearbejde eller ej.

Det sagt, så føles det alligevel som at være en del af en dårlig b-film, når jeg står i en lang kø iført mundbind for at blive corona-testet. Og det er nærmest surrealistisk at have set de mange døde byer og lukkede centre, caféer og restauranter.

Må det dog snart blive anderledes, så jeg om et år kan se tilbage på en helt anden periode af livet på Vestegnen.