tirsdag den 18. maj 2021

Husk den gode tone

I sidste uge var dette indlæg i Lokalavisen. (jeg tror i øvrigt, at de har glemt at udgive et af de forrige indlæg online, men det skal nok komme her en af dagene). Nå, tilbage til sidste uge og indlægget om den gode tone:
For lidt over en måned siden fik jeg en mail. Det er ikke så ofte, jeg får feedback på mine indlæg i avisen, men den dag fik jeg to mails.

Den ene var en besked om, at det var et rigtig godt indlæg, jeg havde i avisen den uge. »Fin klumme denne uge. Vi må se fremad« lød teksten. Den anden var... lidt mere anderledes. Titlen på mailen var: »bliv dog voksen«. Ydermere indeholdt mailen tekst om, at mine skriverier var ligegyldige og heldigvis kun hver 2. uge osv.

Det er ikke fordi, jeg mener, at læserne i avisen skal være enige med mig. Af samme grund undgår jeg ofte emner som politik og samfundskritik. Fordi jeg ved, at det lægger op til diskussion. Og da jeg helt selv kan bestemme, hvad jeg skriver mine indlæg om, så gør jeg det. I virkeligheden er det jo såre simpelt: hvis du ikke kan lide mine indlæg, så lad være med at læse dem. Det står alle frit for. Avisen trykker de indlæg, som de vil - også dem af mine. Og ja, alle opfatter ikke ting ens, men jeg synes alligevel, der var noget af et spring mellem de to mails.

Jeg tænkte meget om, hvilket svar jeg skulle give afsenderen. Jeg endte med at undlade at svare. For hvad kunne jeg svare, som ville være modsvar til den holdning. En mening, som hun selvfølgelig gerne må have. Problemet var tonen i mailen, som jeg synes lå meget op af, hvad jeg også oplever andre steder - og som jeg i dette tilfælde ikke vil lade gå usagt hen.

Vi skal holde en ordentlig tone. Vi skal lære vores børn at tale ordentligt til andre. Også på de elektroniske platforme. Og der har da også været stor fokus på at holde den gode tone det sidste års tid. Hvis man ikke har noget godt at sige om andre, så er det værd at holde mund. Det betyder ikke, at man ikke kan forholde sig kritisk og sagligt til tingene, men formuleringen skal være ordentlig.

Det der faktisk overraskede mig mest var, at afsenderen ikke var en eller anden »troll« fra det mørke internet Næh, mailen kom fra en pensioneret dame, som bor i en af mine nabokommuner og som både har børn og børnebørn.

Så til afsenderen af den knap så pæne mail: tak alligevel for inspiration til dette indlæg. Må vi alle blive bedre til at holde den gode tone over for hinanden og give det videre.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Giv mig dine tanker...